10

Onsdag, tre dage endnu

Oppe klokken 5.43 kan jeg vist ikke beskyldes for at sove ferien væk, men jeg fik en dejlig lur i sofahjørnet i går eftermiddag og efterslæbet gør, at jeg vågner en smule tidligt.

Det gør jo ingenting, for vejret er smukt og solrigt lige nu. Jeg vasker. Ja, der er jo ikke noget, der hedder at have vasket færdig her i huset, må jeg nok erkende. Lige nu skummer sæbe, mens det udvirker mirakler på håndklæder og sengetøj, som skal pakkes ned om et øjeblik. Hvordan pokker kunne jeg lige glemme, at det nok ikke er praktisk med dobbeltdyne i en autocamper? Ingen skade sket, men så måtte jeg altså lige i gemmerne og finde det gamle sengetøj frem. Det bruges ikke hver dag, så en frisk vask er velkommen. Om lidt kan det komme ud og hænge til luft- og tørring.

Ved siden af mig står printeren. Den er på overarbejde. Jeg printer grovskitser af ruter. Jeg printer lister over butikker i noget, der mere ligner en by end det outlet, jeg troede, at det var. Det ligger tæt ved vores foreløbige rute. Måske Oline vil elske… og så er der slotte, natur og andre kulturperler, som jeg vil foreslå undervejs. Noget af det bedste ved at skulle rejse er forberedelserne, forventningens glæde og idéerne, som kommer myldrende. Alperne trækker. Bare sådan lige at snitte dem. Måske jeg kan overbevise de andre om, at det kunne blive fantastisk.

Jo, jeg glæder mig. Måske var det derfor, jeg vågnede så tidligt ;-)

Du vil sikkert også kunne lide