Det magreste år nogensinde

Mit hjem bugner med fransk keramik og stentøj…

Vi holder af det enkle og rustikke, så der er ikke et eneste stykke keramik med dekorationer. Udelukkende ensfarvet, brunt lertøj med hårdtbrændt glasur finder nåde og får job hos os. Til gengæld bliver det brugt konstant. Store, brune lertallerkener, smukke og solide lerkander og fade så store, at de kan rumme mad til en mindre provinsby bliver brugt omtrent dagligt, så ind imellem kan der med fordel suppleres på hylderne.

Vi startede ferien med at køre til sydfrankrig. Nærmere bestemt til Draguinan. Vi er meget godt kendte i området og vidste, at vi kunne finde supermarked med friske og lækre råvarer, som fint kunne danne basis for aftenens spise og der var andre praktikaliteter, som kunne fås der. Vi vidste godt, at der ganske få uger forinden havde været et frygteligt uvejr, som havde forårsaget omfattende oversvømmelser, men fantasien rakte slet ikke. Overalt lå resterne. I vejkanter og langs vandløb lå madrasser, møbler, sko og andre dele af levede liv. Forstemmende var det.

Efter at have handlet tog vi turen ned til le Luc. Et lille stykke ud af hovedvejen ligger vores mest trofaste keramikleverandør. Meget af lageret er købt hos familien her, som bor i campingvogne inde bagved butikken, som er et stort, indhegnet jordstykke.

I år var det magreste år nogensinde. Måske var det oversvømmelse og efterfølgende oprydning, som havde frataget dem initiativ og virkelyst, men der var absolut ingenting, som kunne ansættes i mit køkken og således forlod vi potteriet tomhændet, men med et glad vink til far, som troligt stod henne bag kassen akkurat som sidste år og året før og…