Le Mont St. Michel

Sidste år nåede vi det aldrig, selvom det var på listen over steder, vi gerne ville besøge. Oline og jeg enedes om, at det måtte blive i år, vi skulle se stedet, som ser så imponerende ud på alle de billeder, vi har set…

I Frankrig diskuterer man konstant om Le Mont St. Michel hører til Bretagne eller Normandiet. Klippeøen ligger lige på grænsen mellem de to regioner og de ville gerne begge gøre krav på stedet, som figurerer på Unecos Verdensarvsliste, men endnu er der ingen, der har trukket en streg i det sand, der omgiver byen. Uanset om stedet tilhører den ene eller den anden region, så er det et imponerende skue, når man kommer kørende på landevejene inde i baglandet. Det ses på lang afstand.

Klippeøen ligger omtrent et par kilometer fra fastlandet og når man nærmer sig, bliver det mest påtrængende syn i virkeligheden ikke øen, men den enorme park af autocampere, der tilsyneladende har slået lejr foran Le Mont St. Michel. Der var hundredevis af campere, da vi ankom. Det er kun en brøkdel af dem, jeg viser på billedet nedenfor.

Parkering er ikke gratis og ved indgangen står vagter og fordeler og dirigerer. Man betaler 10 Euro og får ved udlevering af billet besked på, at den skal placeres synligt og desuden informeres der om, at billetten giver adgang til en overnatning på pladsen foran klippeøen. Jeg ved ikke hvem der gider sove midt i marsken omgivet af tusindvis af naboer, men mit gæt er, at det er mange at dømme efter antallet af campingborde, frokoster og soldyrkende, strandstolsliggende mennesker på parkeringspladsen.

Nej se! Franskmænd har alligevel også lidt humor“, siger jeg og peger på skiltet ved den sidste parkeringsplads inden klippeøen.

Bilister; i dag når tidevandet ikke denne parkeringsplads“, står der, når man oversætter med løse håndled, som jeg gør, men Kenneth tager snart festen ud af den sætning, da han konkluderer, at der ikke er snerten af humor, men alene alvorstung information til turisterne. Han har sikkert ret, men jeg prøver altså ihærdigt på at tillægge folkefærdet lidt selvironi. Det holder hårdt.

Vi arbejder os opad, da vi endelig kommer indenfor bymuren, for det holder også hårdt. I højsæsonen besøges stedet dagligt af over 20.000 turister, så det er ikke løgn, når jeg siger, at vi stiger op gennem gaderne, som sild i en tønde. Det er rædselsfuldt og jeg synes i grunden ikke, at jeg får lov til at opleve noget som helst ud over andre menneskers sved, skubben og masen og den slags er jeg i virkeligheden helst fri for.

Det er helt umuligt at få en fornemmelse af byen, som i virkeligheden er utrolig smuk med de sejle og smalle gader, de mange smukke huse og den formidable udsigt, som allevegne forstyrres af skubbende og masende turister, som mig ;-)

Olines hysteri når nye højder, da hun hvisler ud af sammenbidte tænder, at hun slår den næste, der rører hende, ihjel lige på stedet og uden tanke for de alvorlige konsekvenser af en sådan handling. Så gør vi lige holdt. Med udsigt og noget, der kan ligne ro. Et øjeblik.

Det er ikke alle, som orker at gå til toppen. Jo længere op vi kommer, jo bedre luft bliver der, så vi fortsætter. Mig stædigt og indædt. De andre to er ikke påvirket i samme grad og deres ben syrer ikke til, som mine gør.

Jeg gør det! Når toppen og falder sammen som et slattent salatblad, mens jeg fisker en liter vand op af rygsækken. Jeg sætter mig på en trappesten og får stabiliseret væskebalancen og lader Kenneth og Oline om at trave de sidste meter, inden de også kapitulerer.

Her er udsigten fra noget, der næsten er toppen. Ikke helt, men tilstrækkeligt højt oppe til, at man sagtens får en fornemmelse af, hvilken styrke der har ligget i at kunne overskue den omgivende verden på denne måde.

Længst væk fra øen, nede på parkeringspladsen, holder alle autocamperne, men ikke engang på dette billede er jeg i nærheden af at have dem alle med. Hundredevis! Det var der virkelig. Et bizart syn, synes jeg.

Le Mont St. Michel skal ikke ses i højsæsonen. Stedet skal nydes i en efterårs- eller vinterferie, hvis man er så heldig, at den holdes i nærheden. Det skal ses, når man rent faktisk kan se det og ikke bare ryggen af en stak turister, som en selv. Så tror jeg til gengæld, at det er en helt igennem fantastisk og mindeværdig oplevelse.

Har du lyst, kan du se alle billederne fra vores tur til Le Mont St. Michel lige her.

Relaterede skriv

16 kommentarer

  • Svar
    Stéphanie
    3. september 2010 at 00:02

    So glad you were in France.
    I love your blog and artwork, and pictures… all that colors !
    I don’t understand anything but your pictures just explain how the world is beautiful.
    Thanks from Paris ! ;)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      3. september 2010 at 12:44

      And thanks for the kind words, Stéphanie :-)

  • Svar
    Anne
    1. august 2010 at 10:07

    Jeg synes lige, jeg vil lægge et ord ind for Mont. St. Michel også i højsæsonen. Vi var der få dage efter jer fra kl. 9 til 12 og da var det altså ikke så slemt. Men jeg kunne da godt se at kl. 12 var der ved at være tryk på. Så altså: Kom tidligt ! Var I forresten ikke inde i selve klosteret på toppen ?

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      1. august 2010 at 10:28

      Måske var det tidspunktet, Anne – der var i hvert fald utroligt mange turister og oplevelsen blev ikke den samme, som den kunne have været.

      Oline og Kenneth var i klosteret. Jeg blev siddende på trappen nedenfor, mens jeg langsomt arbejdede på en væskebalance, som var lige ved at sende mit i dørken. Jeg var lidt misundelig på deres tur, men hellere være fornuftig end ende med at blive dårlig for alvor og jeg kunne efterfølgende mærke, at det var den rigtige beslutning.

  • Svar
    Sole
    1. august 2010 at 01:10

    Hysteri, Oline….. mmmm, nixen, overlevelsesdrift, vil jeg mene :-) God egenskab!!! Har egentlig ikke tænkt på det med selvironi og franskmænd. Jeg har altid haft et fint forhold til de/det franske – måske fordi jeg taler en smule fransk? En gang imellem kan jeg også synes, at det med selvironien er en anelse overdrevet, sådan forstået, at det nærmest ikke er “legalt” at divergere lidt fra normerne. Tror dog, at jeg ud fra flere års læsning af din blog er med på, hvad du mener med selvironi :-)))) Ha’ en skøn søndag!!!

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      1. august 2010 at 09:54

      Mit forhold til franskmænd er også helt uden klager. De er, som jeg også skriver, meget rare og imødekommende mennesker, men lidt selvhøjtidelige, synes jeg ;-)

      Oline har fat i overlevelsesdriften. Du har ret :-)

  • Svar
    Sidse
    31. juli 2010 at 11:12

    Liselotte, det, at du tillægger andre mennesker fine egenskaber, såsom humor, er en egenskab i sig selv. Den skal du bare holde stædigt fast i, thi denne egenskab ligger forankret i troen på at vores medmennesker er mennesker og ikke bare negative stativer. Dermed ikke sagt noget grimt om Kenneth og Oline. Da jeg også forstår det med, at forstå sproget korrekt.
    Jeg fastholder retten til at tro det bedste om andre, og humor hos franskmændene er i sig selv måske en modstridende opfattelse…Men de er sku sjove, set udefra. Og søde og charmerende..Franskmændende..bare det, at hedde franskmand.. smager lige på ordet..og udtaler igen “fransk”..

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      31. juli 2010 at 14:18

      De er nu søde og venlige og velopdragne og alt muligt andet godt, de franskmænd, men selvironi er ikke en egenskab jeg har mødt hos særlig mange af dem. Jeg gider bare godt, at de har den, for det er – efter min mening – den allervigtigste egenskab at besidde sammen med evnen til at grine… venligt af andre og overgivent af sig selv :-)

  • Svar
    HanneC
    31. juli 2010 at 10:45

    Jeg kan ligefrem mærke Olines tiltagende hysteri og det minder til forveksling om det Alberts reaktion på de ufatteligt mange engelske børnefamilier på Natural History Museum i London, som heller ikke skal besøge i højsæsonen og SLET ikke på en søndag, selv om der hænger en Blåhval oppe under loftet ! !

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      31. juli 2010 at 14:14

      Hanne, vi har unge mennesker i vores varetægt, som er private og en smule menneskeoverfølsomme i perioder, så din skildring af museet gør, at jeg akkurat ved, hvordan Albert har været helt og aldeles intolerant… ligesom Oline ;-)

  • Svar
    Mia Folkmann
    31. juli 2010 at 10:06

    Du godeste milde, hvor er der mange mennesker! Meget taler for ferier uden for højsæsonen…

    Det er meget sjovt med Le Mont St. Michel, for i England (Cornwall) har de St Michael’s Mount, der ligner det til forveksling… :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      31. juli 2010 at 10:11

      Der var SÅ mange, at man har svært ved at forestille sig det, hvis man ikke var der. Vi gik vitterlig som sild i en tønde. Fysisk rørte man hele tiden ved hinanden, for der var trangt og sort af turister, så nej… næste gang bliver en anden årstid, dét er helt sikkert, Mia :-)

      Cornwall… uha, der ville jeg nu også gerne til engang :-)

  • Svar
    Ribberholt
    31. juli 2010 at 10:03

    Hej Liselotte
    Jeg var der sidste år uden så mange turister. Det er noget af det mest imponerende jeg nogensinde har set. Bare klostrets konstruktioner kan tage vejret helt fra en og give ideer til mange strikkemønstre, men udsigten på bagsiden er heller ikke til at kimse af.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      31. juli 2010 at 10:10

      Det var rigtigt ærgerligt, at der var alt, alt for mange mennesker, da vi var der, men vi gentager besøget en anden gang og helst også i en helt anden sæson, tror jeg :-)

  • Svar
    Therese
    31. juli 2010 at 09:17

    Der ser virkelig smukt ud – især på en efterårsdag ;-) He he, franskmænd og selvironi? – min svigerindes mand er fransk, og han har efter årenes løb lært liiiiidt, men det tar’ tid.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      31. juli 2010 at 09:21

      Jeg tror ikke, at jeg endnu har mødt en franskmand, som har selvironi, men de findes helt sikkert, Therese ;-)

      Stedet er smukt og imponerende, men jeg vil gerne gense det på en årstid, hvor vi er få turister og ikke i spandevis :-)

    Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)