Splitte mine bramsejl

Fejringen af mig er i gang, for posten kom forbi og det resulterede i dejlig duft og noget, der i mistænkelig grad ligner en fibersprængning i inderlårene.

“Aiiii altså!“, tænker du nok. “Fibersprængninger i inderlår? Vil jeg høre mere?”, men jeg kan betro dig, at det ikke inkluderer Kama Sutra eller andre og endnu mere eksotiske, erotiske eventyr, men udelukkende en grisehundetackling i farten.

Jeg hader, når den hund kaster sig ud af døren fuldstændigt ukritisk, fordi der udenfor står et postbud, men han gør det hver eneste gang og jeg er dum nok til hver eneste gang at forsøge at obstruere hans selskabelige tilbøjelighed.

I dag fik det fatale følger, for jeg lavede noget, som kunne være blevet en elegant, glidende tackling, men desværre slap sandalen klinken og jeg gled til noget, der med meget god vilje kunne betegnes som en øvelse i split. En øvelse, sagde jeg. I det der tidlige stadie, hvor man stadig er i stand til at lade en hel børnehaveklasse passere, mens de pivfalsk, men med imponerende entusiasme synger Bro, bro, brille.

Posten? Han havde svært ved ikke at grine. Jeg så det godt!

Godt så! Det betyder jo ingenting, at jeg er nødt til at gå, som en gammel, hjulbenet landmand fra Bjølderup. Jeg dufter dejligt.