Nedgraderet

Jeg er stadig så konkretkrævende, at det ikke er tilstrækkeligt med en virtuel kalender for mig. Jeg har brug for at have et stykke papir, hvor jeg kan notere aftaler, røre ved og bladre i. Sådan er det. Jeg har forsøgt mig med det andet, for det er immervæk smart med en netbaseret kalender, som synkroniserer med mobil og hep, hvad har vi, men jeg går helt død i det og bliver mere stresset end hjulpet af alle mine beskeder om aftaler her og der og allevegne.

Måske er det bare et spørgsmål om at vænne sig. Måske. Jeg er ikke overbevist og derfor har jeg lige sendt bud efter næste års kalender, for allerede nu er jeg i gang med at planlægge og derfor bruge løs af 2011.

Jeg har en smuk og uforgængelig kalender fra Mulberry. Den er enten alt for stor og dermed alt for tung eller alt for lille (jeg har et par stykker at vælge mellem). Jeg elsker til gengæld Molskines kalender (Weekly Notebook), som dækker mine behov på elegant vis. Indretningen er som skabt til mig og mine behov for overblik på ugebasis og så levnes der dejligt med plads til notater, små sedler og clips her og der.

Jeg plejer at have den store kalender. Den, som omtrent er på størrelse med en mindre parcelhusgrund i Vejgaard. Den, som snildt kan anvendes som serveringsbakke til de fleste frokoster. Den, som er så dejligt stor og rummelig, at den sidst på året er fyldt op med de mest utrolige fragmenter af et levet liv; mit.

Der er foldere, breve, huskesedler, clips og opskrifter på både kager og strik og så er den ikke omsluttet af et lækkert, men ufattelig tungt læderomslag, som mine Mulberrykalendere er. Jeg kan bære den. Altså næsten, for nu er jeg blevet træt af altid at have en taske, som andre kigger vantro på, når de skal flytte den.

Jeg har nedgraderet til den lidt mindre, men ellers fuldstændigt identiske Weekly Notebook fra Moleskine. Den er lige ankommet. Den passer perfekt i størrelsen. Det er ingen skam at nedgradere og slet ikke når man slipper for at have trækvogn med til håndtasken.