Jeg har altid haft en dille med ure. Jeg har mange ure. Rigtigt mange ure. Jeg si’r ikke hvor mange.
For år tilbage fik jeg et smukt ur af Kenneth. Det fandt sin faste plads på min venstre arm. De andre ure lå nede i min skuffe med skatte. Der lå de godt og trygt og tilpas.
Engang imellem kom jeg forbi og tog dem op et efter et, mens jeg genfandt glæden ved netop det ur. Jeg huskede, hvor jeg havde købt det og hvor glad det havde gjort mig. Så lagde jeg det på plads, for jeg havde jo allerede et dejligt ur på armen og det var blevet så elsket, at jeg ikke længere fandt det interessant at skifte mellem urene. Så døde batterierne. Urene fik ingen renæssance, for det var sådan lidt besværligt at skulle revitalisere.
I dag overraskende Kenneth mig…
Et af mine ure, en yndling, som er brugt rigtigt meget, fik nyt liv denne eftermiddag. Jo, det er et herreur.
Jeg taler ikke russisk, men det gør uret vistnok ;-)
Sonnie - torsdag 26. august 2010 klokken 21:09
Den dille med ure kan jeg tilslutte mig, jeg siger heller ikke hvor mange jeg har :o)
Fed rem på dit “nye” ur.
Liselotte - torsdag 26. august 2010 klokken 21:13
Ja, det er en fed rem – den holder i evigheder og bliver bedre og bedre med tiden :-)
anni - fredag 27. august 2010 klokken 06:55
Jeg går da også med herreure, for jeg kan da ikke se hvad klokken har slået på de små bitte dametingerste!Jeghar også mange mærkeure liggende, men efterhånden er det blevet billigere at købe et nyt ur, end at få sat nyt batteri i eller anden rem! I øjeblikket går jeg med et ur fra Hofer (Aldi) som ligner en million!
Ha en go da med din syltning.
kh Anni
Liselotte - fredag 27. august 2010 klokken 10:32
Ha… det med ikke at kunne se tiden på de små, er et godt argument, Anni – og snart virkelighed for mig også ;-)
Helle - fredag 27. august 2010 klokken 08:17
Det er da SÅ fedt, det der ur, og samtidig kan man se hva’ klokken er ….
Liselotte - fredag 27. august 2010 klokken 10:32
Jeg er også glad for det, Helle :-)
Maren - fredag 27. august 2010 klokken 11:49
Super lækkert ur.
Er især vild med den store skrue, det kridkvide til det kulsorte og så den lille insisterende stjerne. Og hov, viserne – er vild med at de er pile…
Liselotte - lørdag 28. august 2010 klokken 08:32
Jeg er også glad for det, Maren :-)