Helskindet frem

Vi kunne hente Oline tidligt i går og det passede perfekt til min improviserede madkurv. Vi kørte ikke rigtigt langt, før vi stoppede, fandt et dejligt, ugenert lille hjørne, hvor vi fandt maden frem. Jeg havde endda dug med. Og servietter. Og så kom der en hveps.

“Èn hveps udgør ingen fare”, forklarede jeg Kenneth og Oline, mens jeg stædigt blev siddende med starten på en klapsammen. Kenneth og Oline er nemlig ikke begejstrede for det insekt, skal jeg sige dig.

Så gik der et splitsekund og pludselig var vi omringet af hvepse. Han havde været hjemme og hente alle kammeraterne. Alle steder var de. Kenneth og Oline var til gengæld ingen steder at se, så der sad jeg med alle mine talenter og temmelig meget mindre kæphøj, end jeg havde været for et øjeblik siden.

Jeg vil slet ikke begynde at beskrive for dig, hvordan vi kom fra stedet, men jeg kan sige så meget, at det ikke var elegant.

Så kørte vi lidt videre. Og endnu længere. Til sidst ramte vi Gudenåen og så endte vi altså med at snuppe rastepladsen lige der. Skønt sted faktisk og med fint område med bænke. Jeg opgav dugen og alt det fancy. Hurtig flugt skulle være en mulighed, men det blev heldigvis ikke nødvendigt. Vi havde fin tid til at nyde maden og turde endda spise den søde melon, som også var med i kurven.

Efter den sene frokost kørte vi videre. Da vi nåede Vejlefjordbroen startede køen.Og den fortsatte…

– faktisk fortsatte den omtrent indtil vi ramte bestemmelsesstedet, men undervejs fik vi så til gengæld selskab af Diller Trans, som ligesom hører med til en tur over bæltet. Vi jubler hver eneste gang. Vi er så åndssvage. (Faktisk hedder de Liller Trans, men de burde nok sagsøge grafikeren, der har udarbejdet logoet)

Lige omkring klokken 18 parkerede vi stafetten ude hos Annemette og Heidi. Siden har vi bare hygget igennem. Ah…

I dag venter en strøgtur med Oline og familievisit i eftermiddag. Jeg kan slet ikke vente :-)