Vil du se min pind?

Jeg kan lide, at der er gjort rent bord, inden jeg går hjem om fredagen for at holde weekend. Det sværeste for mig i den nye jobfunktion har været, at jeg må vænne mig til, at det ikke er altid, at det kan lade sig gøre. Det rene bord, altså. I dag lykkedes det…

Jeg sidder på pink. Jeg har opdaget, at jeg ikke tror, at dette her er min plads. Efter næsten et år på samme pind, har jeg stadig ikke annekteret det lille skuffedarium, der står ovre langs væggen. Jeg har dristet mig til at rydde papiretageren og fylde den påny med mine nødvendigheder, men jeg har endnu ikke noget alvorligt forhold til de mapper og papirer skabet gemmer. Det er jo ikke mit…

Det sjoveste ved min nye plads er, at gulvet er så skævt, at man konstant og i én langsom og glidende bevægelse flytter sig ud fra bordet og derfor hele tiden må adfærdsregulere i forhold til siddeaggregat, som uagtet trusler til stadighed er på vej over på skødet af en af mine kolleger.

Vi bor til leje i en gammel lejlighed. Den er gammel og måske ikke det mest praktiske, men den er hyggelig og så ligger den i smørhullet. Lige midt i centrum bor vi. Det er helt sikkert fin kompensation for at skulle skubbe stol hele dagen :-)

I dag var jeg klar lige et kvarter efter lukketid, men Kenneth har travlt med alle de garnbestillinger, han skal have sendt ud af huset, så han ankom med forsinkelse. Mens jeg ventede, havde jeg fin udsigt til grønthandleren og bageren og frisk luft at trække ned i lungerne.

Nu er vi hjemme. Jeg har weekend og den var længe ventet. Kenneth? Han har ikke weekend. Han pakker garn ;-)