Mandagsudfordret

Det har været en usædvanlig dag. Sådan en dag, hvor alting endte med at vende modsat og jeg høstede nye oplevelser og blev lidt klogere på lidt af hvert. Stisystemer kunne være et eksempel.

Jeg startede med at tolke. Dejligt var det. Fint og godt og ligesom at komme hjem. Efter endt gerning endte jeg ude i et kvarter, jeg aldrig tidligere har været i. Om jeg forstår, men sådan er det altså. Kenneth var bestilt til en afhentning, men vores bil besluttede at smide motoren – og jo, det er sket for mig for et par år siden, så jeg troede i første omgang, at det var en joke. Det var det så ikke, så find selv vej, Liselotte.

Jeg var et sted, hvor fortorv ikke eksisterer. Der er fælles stisystemer, som må deles af folk og fæ og både de som kører og de som går. Et kvarter, som på en eller anden måde virker frygteligt upersonligt og på ingen måde byder velkommen, når man lander midt i det. Ikke for mennesker, fristes jeg til at sige, men jeg så da alligevel nogle. Ikke mange, men nogle.

Jeg kender ikke bydelen, men den er pænt dækket ind i medierne, så jeg vidste også, at den rummer rigtigt mange mennesker, som bruger offentlig transport, så om ikke andet, så måtte der findes en bus i nærheden. Inde i Niels Ebbesens Gade sad Lisbeth jo og ventede på, at jeg fandt min pind, så ikke noget med at tøve, men bare af sted og på et tidspunkt kom sikkert en bus.

Det gjorde der. Herefter gik turen gennem min barn- og ungdoms kvarter, inden vi drejede i retning af centrum, hvor jeg endelig landede kun til endnu et systemnedbrud, som faktisk endte med at vare, til vi kunne lukke butikken og finde hjemad.

For lige at fuldende dagen viste det sig naturligvis også, at bussen var forsinket. Meget.

Nu er jeg hjemme og klar til at putte direkte under en dyne, men ikke om jeg gør det! Næ, nu skal der grines, strikkes og gøres ved. Mand, hvor kan mandage være udmattende, men ikke om de skal få mig ned med nakken!

PS – Jo, den er god nok. Motorophænget i den ene side er røget. Nej, jeg overdriver ikke. Denne gang.