En pakke fuld af løfter om forår…

Det startede vældig godt med høj sol, udeliv og friske kinder, men det er endt med sådan noget udefinérbart gråt vejr med tendenser i retning af både blæst og regn. Den slags kan tage det gode humør fra de fleste, men så hjælper det jo, at posten kommer forbi med en af de gode pakker. Sådan én er faldet i min turban i dag. Ikke så tosset, siger jeg bare, for den pakkes indhold kan da snildt gøre en grå torsdag grønnere eller i hvert fald smukkere…

Claus’ nye Et haveår, min dagbog helt frisk fra trykken. Den næsten knirker, når man bladrer.

Bogen siger velkommen indenfor til et haveår fuld af store og små oplevelser, hvis man har øje for dem og det har Claus jo. Hans smukke fotografier trækker mig ind i et af mine yndlingsuniverser, nemlig det fyldt med blomster og frøstande, farver og dufte, former og faconer.

Faktisk er den så smuk, at jeg ikke nænner at tage de jomfrueligt blanke sider i brug. Måske den bare kommer til at ligge og være sådan en glædesakkumulator, men det er den altså også, selvom Claus selv skriver:

I løbet af et haveår er der så mange ting, som er værd at erindre. Man tror, at man kan huske dem, men året efter er hukommelsen blank. Hvordan var vejret egentlig sidste år i maj, og hvornår kom den første stær? Hvad var det nu, den nye smukke latyrus hed, og hvornår høstede vi de første agurker? Små dagligdags ting, der er gode at huske på.

Han synes, at vi skal notere flittigt i den. Måske jeg bare skal gribe en blyant og notere, at årets første sne faldt natten til i dag. At resterne stadig lå som hvide, tynde driver i tagskægget, da jeg stod op i morges. Det tror jeg.