105

Fire år

I dag er det fire år siden, at jeg gemte Alexanders sidste hjerteslag i min højre hånd.

Det sidste slag føltes næsten på samme måde, som den spæde og første boblen af samme, smukke menneske små sytten år tidligere. Svagt, men umiskendeligt. Virkeligt og alligevel så uvirkeligt. Det første og det sidste. Så kort og alligevel så langt. Sådan kan livet være.

Jeg kan stadig genkalde mig alting ved ham. Min søn. Min førstefødte.

Jeg husker hans duft. Hans grin. Hvor blød hans underlæbe var, når jeg kyssede den. Jeg husker de smukke øjne, de lange vipper, det dejlige smil og den vidunderlige lune, han var gjort af. Hans livskraft, som aldrig stoppede med at imponere alle os omkring ham.

Jeg husker, hvor højt jeg elskede ham. Jeg kan mærke, hvor højt jeg stadig elsker ham. Smerten ved at have mistet det dyrebareste en mor har bliver aldrig nogensinde mindre. Den bliver til at leve med.

Man løber aldrig tør for tårer. Aldrig.

Jeg husker ham hver eneste dag. Til jeg dør.

Du vil sikkert også kunne lide