22

Med de kolleger…

Det er ikke december endnu, men vi har passeret 1. søndag i advent og ifølge Lisbeth er alt herefter tilladt.

Det betød i går, at jeg ude på trappeopgangen kunne høre de mest underlige lyde, som kom nærmere og nærmere. Jeg forventede, at Lisbeth kom, men ikke andre. Der kommer ingen så tidligt. Aldrig nogensinde, men i går alligevel.

Lisbeth fulgte med, da indehaveren af verdens dårligste sangstemme trådte indenfor. Det lykkedes ham på trods af en tæt plastikposeindpakning – det sneede jo – at bryde igennem lydmuren og indlede min dag med noget, der aldrig nogensinde kan kategoriseres som skønsang.

Ikke alene synger han ualmindeligt ringe, men han danser lige så talentløs. Til gengæld kunne han få mig til at at grine og det var meget værd i går, som var en af de dage, der bare skal overståes. Han synger, danser og lader lys løbe på tværs af det, man næppe kan kalde en krop og han gør det længe. Imponerende længe.

Jeg skal vist have fundet mine nisser frem. Juleterror er ordet. Kom an, Lisbeth, jeg kan tage det!

Du vil sikkert også kunne lide