26

Man har da lov til at håbe…

Egentlig er det jo sådan, at jeg har ferie. Ferie som i jeg-laver-absolut-ingenting, men den slags er utopi i den familie, jeg er en del af. I stedet bliver jeg engageret til så det ene, så det andet. Garnfotos skal tages. Af en eller anden ikke nærmere uddybet (men overmåde praktisk) grund er det helt umuligt for Kenneth at få billederne til at lykkes. Det er sikkert løgn, men det er totalt umuligt for mig ikke at bidrage, fordi jeg kan se, hvordan han slider konstant. Jeg kan se, at der vitterlig ikke er tiden til at tage de billeder, så det gør jeg. Med glæde.

Således har jeg i de sidste dage jongleret i nærheden af hundrede kilo garn. Først en ordentlig baljefuld Blackhill Højlandsuld i nye, smukke farver. Sidst er det blevet til en stak af det reneste, fineste cashmere, som i løbet af dagen kommer på hylderne i butikken og det endda til en pris, som er helt igennem fantastisk. Ligesom garnet.

Hold da nu op i tylskørtet på en ballerina, hvor er det bare blødt.

Oline river til gengæld i forældre, som ikke orker at tage til byen for at bytte. Jeg orker i hvert fald ikke, så jeg er ude i nogle forhandlinger omkring en fribillet til gengæld for noget praktisk. Det er vel rimeligt nok, tænker jeg. Jeg vasker og stryger. Kenneth og Oline tager til storbyen. Fin fordeling, hvis du spørger mig.

Mon de hopper på den limpind? Kryds lige, ik’?

Du vil sikkert også kunne lide