14

Det lysner

Torsdag morgen sov jeg længe. Altså som i indtil klokken 7. Så stod jeg op, sendte Oline ud af døren med et pøj-pøj, for der er endnu en karaktervigtig test i dag.

Bagefter bryggede jeg kaffe, nød at se lyset ankomme og glædede mig over, at jeg er blevet bilejer igen i går. Forude venter, hvis jeg er heldig, mulighed for at tolke lidt igen. Det er ikke armene, der har bestemt det sidste halvandet år. Det er helt andre omstændigheder, som jeg har været uden indflydelse på og jeg savner det, så det gør helt ondt ind imellem. Mit hjerte ligger derude, hvor jeg kan gøre en forskel for mennesker, som gerne vil lytte, fortælle og forstå, men ikke deler sprog, så det svulmer forsigtigt lige nu, hvor der er udsigt til, at jeg igen får lejlighedsvis mulighed for at stikke fingrene i den bolledej.

I morgen skal jeg på kollegial erfaringsudveksling i København. Jeg skal på tur med Lone. Det er altid sjovt og hyggeligt, så jeg glæder mig. Hun er et af de klogeste mennesker, jeg kender. Man skal stå tidligt op, hvis man har intentioner om at følge med dér og det er både i overført betydning, men også helt konkret, når vi i morgen skal stå i lufthavnen allerede klokken 6.55, men jeg er frisk.

Min nye bil står i Roskilde. Jeg skulle være godt dum, hvis jeg ikke snuppede den hjem i stedet for flyet. Jeg kan da slet ikke vente med at lægge hænder på rattet af min nye bedste ven. Jeg har Alphalfa II opstaldet hos min yndlingsmekaniker, som ud over af være gudsbenådet mirakelakkumulatør udi biler også er et af de dejligste mennesker, jeg kender. Han passer på den, til jeg kommer forbi. Jeg kan slet ikke vente.

Du vil sikkert også kunne lide