36

Fuglefløjt og solopgang

Da jeg vågnede efter operationen i mandags, var jeg irriteret på narkosesygeplejersken, som ruskede og insisterede. Jeg kiggede rundt, opdagede at jeg stadig lå på operationsbordet og ærgrede mig over, at jeg tilsyneladende ikke fik det overstået i denne omgang. Ida forklarede, at jeg skulle flyttes over i min seng. “Du er færdig, Liselotte. Det er overstået“, var beskeden, men den trængte kun langsomt ind i bevidstheden eller det, der kunne ligne en begyndelse til netop den. Jeg troede, at der var gået to minutter. Så meget for at bilde sig selv ind, at man har styr på verden.

Nogle timer senere, da jeg var endt oppe på afdelingen, kom Kenneth og Oline forbi. De havde en gave med. De havde hele tiden vidst, at min største skræk var, at jeg aldrig vågnede igen. Ikke for min skyld, for jeg ville jo af indlysende årsager aldrig opdage det, men for deres skyld. Der er stadig mange års plagerier i mig.

De er så sjove. Og gode til at finde gaver. Og lytte, for jeg har for længe siden nævnt, at jeg gerne ville vækkes af fornemmelsen af en solopgang og lyden af fuglefløjt. Også om vinteren.

Nu vækkes jeg af fornemmelsen af solopgang og lyden af fuglefløjt. Min iPod står klar til at afløse med enten lidt af den gode rock {så man virkelig, virkelig vågner} eller endnu et afsnit af en af de lydbøger, jeg har liggende på den. Til hverdag er jeg praktisk og skal bare op i rette tid. Lige nu er jeg helt vild med, at jeg i dén grad kan indrette morgenen, som jeg lyster. I morges var det med kaffe og lidt radio, inden jeg snuppede to numre med Billy Idol. Bare fordi. Yeah…

Du vil sikkert også kunne lide