Til benet…

Lone var allerede mødt, da jeg kom i morges. Det var rigtigt dejligt. Jeg kunne høre tebrygningen var i gang ude i køkkenet og i vinduerne brændte alle vores stearinlys.

Vi tog hul på en ny æra, hun og jeg. Nu er vi hinandens udsigt. Vi er også dem i koncernen, der griner højst, oftest og absolut mest larmende, så vi skal nok blive en fest for resten af kontoret, men ingen af dem er bovlamme, så de skal nok få tysset, når det er nødvendigt, er jeg sikker på.

Lone havde sørget for en lille velkomstkomité. Der var en dejlig, frisk kildevæld med hilsen fra *Colaskabet og oven i købet med påklistret smil og helt og aldeles drikkeklar. Der var også – og det er sikkert en lille, men fin hentydning til min lidt rigide omgang med skriveredskaber – et fint bundt af de kuglepenne, jeg værner så meget om, men alligevel mister over tid. Jeg danser nærmest tre-fjerdels-takt af hysteri, når jeg pludselig opdager, at ikke én eneste af mine kuglepenne er tilgængelig længere, men i stedet er gået til De Evige Kuglepennemarker.

Lone har været på et langt og sikkert også temmelig farligt kuglepenneeventyr, som har krævet stort mod, for at hente disse fire smukke og lettere brugte modeller tilbage fra de tidligere omtalte De Evige Kuglepennemarker, som i dette tilfælde overraskende nok befandt sig på Lones skrivebord hjemme på hendes kontor. Forstå det, hvem der kan? I hvert fald er de kommet sikkert i havn hos mig nu.

Tak Lone :-)

Det var så dejligt at være tilbage. Det var også på grænsen til hvad jeg magter lige nu. Jeg er simpelthen brugt langt ned forbi sokkeholderne. Jeg er så træt, at jeg gerne skulle påtage mig at sove fem kvarter i timen.

Så skulle der også være basis for at indhente lidt af den søvn, der ikke ville indfinde sig i nat. To og en halv time er lige i underkanten af hvad der er forsvarligt, når man jonglerer med ord og venlighed, men det gik an og jeg gjorde det, så jeg kan være mig selv bekendt. Nu mangler jeg bare lige en plaid og sofaen, for der er simpelthen ikke mere at hente her i dag.

*Colaskabet er et lille, robust skab, som trofast har fundet sig i at blive invaderet af en stadig voksende samling tomme cola-flasker smidt derind med en hast, der er de fleste dartmesterskaber værdig. Der har nemlig længe været fare for, at skabet skulle eksplodere som resultat af en lidt for rundhåndet fortolkning af “der er stadig masser af plads derinde”.