4

DR2, Olympia og Riefenstahl

I Berlin og omegn er der så meget at se, at de par dage vi tillod os at anvende, slet ikke rækker til en brøkdel af det. Vi nåede temmelig meget på kort tid, men ét af de steder, jeg gerne ville se, var Olympiastadion Berlin. Det blev ikke i denne omgang, men jeg fik et glimt, da vi kørte ud af Berlin på hjemvejen. Det måtte blive ved det, men Berlin rummer historier allevegne og det er ikke nødvendigvis alle, der har noget med Hitler og 2. verdenskrig at gøre. Denne her historie har nu alligevel, selv om fokus egentlig er på en nyskabende og indflydelsesrig, men aldrig nogensinde rigtigt anerkendt filminstruktør. Man skal ikke arbejde for Hitler, hvis man ønsker verdens anerkendelse og det samarbejde er én af ting, man aldrig får tilgivelse for. Heller ikke selv om man bliver 101 år gammel.

En sen aften for et års tid siden, så jeg på DR2 en udsendelse om et samarbejde, som forfulgte og fordømte et helt og langt liv. Filminstruktøren Leni Riefenstahl lod sig betage af Hitler. Så tidligt som i 1932 overværede hun en af hans offentlige taler og var overbevist. Han var indbegrebet af en demagog. En folkeforfører, som i den grad formåede at vinde folket for sig. Også Riefenstahl.

Olympischen Dorf i Elstal

Leni Riefenstahl skrev til Hitler. Hun gav udtryk for sin store beundring og bad om et møde, som blev starten på et årelangt samarbejde. Riefenstahl lavede propagandafilm for Hitler og Nazistpartiet de næste mange år. Hun skød også materiale til Olympia, en film om og fra olympiaden i 1936. En film, som siden skulle vise sig at få enorm indflydelse på alt fremtidig instruktørarbejde. Riefenstahl var fremsynet og nyskabende og blev forbilledet for mange, der kom efter. Hendes måde at anvende kamera, hendes interesse for at filme mennesket i bevægelse og hendes metoder skulle siden vise sig at danne skole.

Det er klip fra den film, som har lagret sig i min hukommelse og gjort det interessant at se stedet. Jeg husker endnu gåsehuden og rædslen, da jeg så den enorme menneskemasse, som saluterede Der Führer på Olympiastadion, selv om flere sidenhen postulerede, at de “bare” hilste på traditionel olympisk vis (højre arm holdt ud i skulderhøjde).

Olympischen Dorf i Elstal

Jeg husker historien om Jesse Owens, som må siges at have været et utraditionelt medlem af den olympiske trup på grund af sin hudfarve, men ligesom Hitlers diktatur og hans segretion gav anledning til både diskussioner, overvejelser om og siden fravalgt deltagelse i OL for nogle nationer, så gav USA’s egen segretion faktisk også Owen oplevelsen af frihed. Han kunne i Tyskland frit anvende offentlig transport, frekventere enhver bar, butik eller andre offentlige steder, uden at skulle tage hensyn til sin race og sådan bliver alting mere nuanceret end bare sort og hvidt.

Jeg nåede det ikke i denne omgang. Måske når jeg det næste gang. Så skal besøget kombineres med en rundtur ude i Olympischen Dorf i Elstal. Landsbyen blev anvendt som bolig og træningsfacilitet for de 4.000 deltagere i OL 1936. Siden har bygningerne haft forskellige funktioner og sidst anvendte den russiske hær arealet. Siden de forlod bygningerne i 1992, har arealet ligget øde hen og er langsomt plyndret og gået i forfald. Det er for nylig åbnet for besøgende. Jeg ville gerne derind med mit Canon.

Næste gang…

You Might Also Like

4 Comments

  • Avatar
    Reply
    Sidse
    25. februar 2011 at 18:04

    Det forstår jeg godt. Kameraet er godt til at fange specielle stemninger. Spændende område.

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      25. februar 2011 at 18:49

      Det kunne godt være rigtigt spændende, tænker jeg :-)

  • Avatar
    Reply
    et cetera
    25. februar 2011 at 14:37

    Jeg prøver lige igen – og hvis du så lige vll slette det ovenstående ulæselig vørvl, Liselotte – så jeg har håb om at give lidt mening ;-D

    Åh ja, Riefenstahl – trods hendes sympatier kan man som visuelt orienteret menneske ikke komme uden om hende, nyskabende og kontroversiel, som hun var … Jeg har længe ønsket mig coffeetable-bogen fra Taschen med Afrika-billeder

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      25. februar 2011 at 16:54

      Hun har dannet skole, men det tog hende mange år at genoprette bare en snert af den beundring og respekt, hun i virkeligheden fortjente for at være foregangskvinde for æstetikken indenfor den verden.

      Hendes arbejde med afrikanske folkeslag hjalp på det. Langsomt, men sikkert.

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)