Checkpoint Charlie & Topographie des Terrors

Onsdag var aftalt som kulturberigelsesdagen, så vi lagde hårdt ud med at smutte ned på Wittenbergplatz og købe en familiebillet til al offentlig trafik. Femten Euro og plads til fem på billetten. Vi var jo kun tre, men det kunne stadig godt betale sig og billetten kunne anvendes hele den dag og tilmed på kryds og tværs, som vi havde behov for.

Efter lidt beundring af den smukke station tog vi trappen ned til skinnerne og U-Bahn, som ledte os direkte til Stadtmitte. Her stod vi af, for første mål var Checkpoint Charlie. Sådan gik det ikke, men det er jo en helt anden historie. Vi endte det rigtige sted. Til sidst.

Vi var ikke alene…

Sidste gang vi var i Berlin (sommeren 2008), krydsede vi også Checkpoint Charlie i bil og fik lidt fornemmelse af, hvordan det måske har været. Oplevelsen af øst kontra vest var stadig til stede dengang, men allerede nu, efter 2½ år, er der sket så meget, at vi ikke kan genkende kvarteret.

Ned ad Zimmerstrasse var muren. Vi gik langs ingenmandsland og fik en diffus fornemmelse af, hvor få meter der var mellem øst og vest. Man kunne jo råbe til hinanden på tværs af muren. Man kunne vel næsten undfange på tværs af den. Altså hvis man var opfindsom nok. Man kunne i hvert fald sagtens savne og længes.

Der er gjort meget for at give publikum information omkring og langs resterne af muren. Det er ikke meget, der er tilbage af den. Det er ikke underligt, for hvem ville ikke have brug for at vælte den og slette alt det, som i mange år havde forhindret mennesker i at gøre, som de havde lyst og idéer til.

På Niederkirchenstrasse i forlængelse af Zimmerstrasse står en rest af muren. Det er også her Topographie des Terrors ligger.

Det var lige her, ved resterne af fundamentet til huset, at Inspektoratet for Koncentrationslejre lå i nogle måneder af 1936. Sidenhen kom mange forskellige afdelinger af Gestapo til at ligge her i kvarteret. Det var her fra terrorregimet blev udøvet og man kan ikke lade være med at blive berørt ved tanken om, at det var lige her man udtænkte alle de frygtelige og angstprovokerende handlinger, som vel delvist var forklaringen på en hel befolknings paralyserede accept af grusomheder, vi næsten ikke kan fatte i dag.

Den bastante udstillingsbygning, hvor der er gratis adgang, står over kælderruinerne fra Gestapos hovedkvarter i Berlin. Hele området er anlagt, så man får en fornemmelse af trøstesløshed og alligevel imponeres man over de åbne arealer og brugen af de forskellige materialer.

Topographie des Terrors er formentlig et af de vigtigste steder, hvor man kan se dokumentation for nationalsozialisternes forbrydelser og det er pokker tage mig vigtigt, at denne periode i Tysklands historie aldrig nogensinde glemmes. Menneskeheden skal mindes om. Ikke det tyske folk. Det er uretfærdigt at klandre dem. Det er nye generationer, som fortjener, at vi er bevidste om, at de ikke har andel i forfædres forbrydelser, men menneskeheden har godt af at huske, at hele folk kan forføres og drives til uhyrligheder ved hjælp af frygt og terror. Derfor er dette sted vigtigt.

Indenfor i udstillingsbygningen er den del fotos. Jeg fik stort behov for at fordybe mig i dem. Jeg stod længe foran de enkelte billeder. Ikke alle, men mange af dem. Man vil så gerne forstå og fotos dokumenterer virkelighed. En virkelighed, som ind imellem ikke giver mening. Så leder jeg.

Jeg forstår ikke, at man kan stå som publikum til en hængning, men jeg anerkender, at mennesket kan skubbes og flyttes ud, hvor det ikke længere bevæger sig i det kulturelle rum, det sædvanligvis færdes i. At verden udenom kan forandres så meget, at man også selv flyttes ud i nyt land. Grænser flyttes eller forsvinder helt.

Primo Levi beskriver det, så jeg forstår, i sine erindringer om tiden i Monowitz, en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz. Hans roman Hvis dette er et menneske kan jeg varmt anbefale, hvis du gerne vil gøre et forsøg på at forstå. Han er usentimental og nøgtern, galgenhumoristisk og skræmmende konkret.

Danmark havde fået en lille plads i udstillingen. Vi fylder ikke meget i dén historie, men vi har meget at være stolte af. Mange kæmpede i hemmelighed mod vanviddet og terroren. Vi kan bryste os af mange både kendte og mindre kendte heltemodige mennesker, som satte sig selv i spil i forsøget på at redde andre.

Jeg bliver aldrig immun overfor historien om Hitlers visioner for Det Tredje Rige og de fatale og frygtelige konsekvenser de havde for hele verden. Min hud bliver oversensitiv og mine tårer trænges, når jeg tillader mig selv at træde ind i forsøget på at rumme og forstå.

Den fortælling er også en del af Berlins historie, vi hverken kan eller skal glemme.

Relaterede skriv

11 kommentarer

  • Svar
    Yrsa
    26. februar 2011 at 22:46

    Museet ved Chekpoint Charlie var det første vi besøgte da vi var i Berlin for over 3 år siden. Hold op vi kunne blive ved med at gå og læse historier om murens bygning og flugt over grænsen. Een af de historier der påvirkede mig mest var en om en mand som var sejlet ud i kajak og blev taget op af Gedser/Warnemünde færgen – tror det var i 83 eller 85 ! Jeg tænkte hold da op det er er sket i min voksentid!
    Til sidst måtte vi simpelthen gå, for vi blev så påvirkede af alle historierne, at vi blev ret triste.

    • Svar
      Liselotte
      27. februar 2011 at 11:38

      Vi valgte museet fra i denne omgang, for der var bare SÅ mange andre turister, at vi ikke orkede og i stedet sneg vi os rundt i udkanten af stedet, inden vi fortsatte vores gåtur rundt i byen :-)

      Man bliver helt ked af det, når man prøver at forstå :-(

  • Svar
    Anette Linnea
    26. februar 2011 at 16:00

    Det er meget interessant at læse, hvad du skriver fra Berlin. Tak for det.

    • Svar
      Liselotte
      26. februar 2011 at 17:36

      Selv tak, Anette Linnea – det er dejligt at vide, at det også kan interessere andre end lige mig ;-)

  • Svar
    Donald
    26. februar 2011 at 14:42

    Jeg kunne heller ikke kende det sted i Østberlin, hvor jeg i 1971 gik langs muren og en vagt råbte ad mig, at jeg ikke var rigtig klog, jeg tror han affyrede et varselsskud, men det kan jeg ikke huske med sikkerhed, jeg husker angsten for at han ramte, mærkeligt nok.

    Man må ikke glemme den terror, der opstod her i 30’erne og 40’erne, men da jeg var i Berlin i oktober 2010 synes jeg at det var meget godt at der bliver bygget en positiv stemning med nye bygninger (og de sædvanlige byggeskandaler, DB-bygningen som ikke duer etc.) Man må heller ikke glemme, at Berlinerne var intelligente og dygtige og mange af dem venlige empatiske mennesker, og at Berlin og Tyskland var Europas foregangsland hvad angår uddannelse af middelklassen i slutningen af 1800-tallet.

    Jeg ville bare ønske, at de havde revet den gamle rigsdag ned og bygget noget moderne, smukt, demokratisk, Men det går an – kuplen er tilgængelig, det er det vigtigste.

    • Svar
      Liselotte
      26. februar 2011 at 15:02

      Sikke dramatisk, Donald. Du gik langs muren? Var det ikke også en smule friskt? Føj, dødsangst er ubehageligt…

      Kenneths tipoldefar kommer fra Neustadt, en del af Berlin. Han blev født i 1838 og endte, ad stier vi ikke kender, med at leve sit voksenliv i København.

      Han var en ganske berømmet fotograf i datidens København og blandt andet H.C. Andersens foretrukne af slagsen, fordi han efter sigende kunne tage portrætter, som fik Andersen til at tage sig ud, som han bedst kunne lide sig selv ;-)

      Jeg har skrevet en smule om han lige her.

      Rigsdagen passerede vi på toppen af en dobbeltdækker på vej tværs gennem Berlin, så vi har kun et flygtigt indtryk af den. Vi nåede ikke en brøkdel, af det vi gerne ville se :-)

      • Svar
        Hybel
        1. marts 2011 at 02:58

        Kan da lige tilføje her i en meget sen nattetime, at kuppelen er pt. ikke tilgængelig pga.
        den aktuelle(!) terror-trussel der er mod de Berlinske/tyske varetegn.
        Så, når kuppelen tilmed er ovenpå Rigdags- bygningen, så vil man ikke tage nogen chancer overhovedet.

  • Svar
    Tina - omme i London
    26. februar 2011 at 14:36

    Den mur havde bare en kaempe effekt paa mig, da vi var i Berlin for efterhaanden en 6-8 aar siden, for jeg havde jo forestillet mig at det var en kaempestor, tyk og voldsom mur ala den Kinesiske. Det at den var saa lav og tynd gjorde den langt mere skraekindbydende, i mine oejne. Det joediske monument ved siden af Brandenburger Tor (den der ligner en kirkegaard) var en anden ting der virkelig beroerte mig.

    Jeg synes tyskerne goer et rigtig godt balance job for at huske og glemme i de rigtige portioner.

    • Svar
      Liselotte
      26. februar 2011 at 14:49

      Jeg har det akkurat som dig, Tina. Det er endnu mere skræmmende, at muren kun er en fingerbredde tyk og ikke højere, end man kunne kigge over den. Tænk hvad sådan en “pap-væg” gjorde af skidt for så mange mennesker på begge sider af den :-(

  • Svar
    Sidse
    26. februar 2011 at 13:31

    Uha nej, det må ikke glemmes. Og uha, jeg græmmes, når der kan trækkes paraller til nutidens gru af enhver art.

    • Svar
      Liselotte
      26. februar 2011 at 13:54

      Og det kan der jo desværre uden problemer, Sidse…

    Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)