Min udsigt var sådan lidt underlig, da jeg landede på kontoret, kunne jeg mærke. Ikke at der er noget galt med udsigten til Frederiks Torv. Der er smukke huse og masser af liv.
Det var mere udsigten indenbords, tror jeg. Udsigten til nyt og ukendt land. Et land, som endnu er uudforsket og knapt defineret. Et gammelt kontinent, som skulle forlades i god ro og orden og et nyt, som skal indtages om et øjeblik.
Jeg er game. Jeg gider nemlig rigtig godt være opdagelsesrejsende og jeg glæder mig til at iføre mig tropehjelm og jagtriffel mandag morgen.
Inden jeg nåede så langt, var der en god kollega i Århus, som skulle have virtuelt følgeskab gennem det nye land, hun betræder i disse dage, nemlig mit indtil dags dato. Hun er så dygtig, Faktisk knaldhamrende dygtig og hun imponerede mig i dag ved aktivt at tilvælge det hele. Hun gik på alle opgaver med krum hals og hun klarede sig så flot.
Det er dygtige kollegaer, som skal til at slå følgeskab med Mona, min dejlige og meget, meget dygtige hverdagskollega gennem de sidste 1½ år. Hun kan roligt glæde sig. Hun får nogle skønne medspillere. Jeg glæder mig til fortsat at være en – omend lille – del af det team. Jeg er tyggegummiet, som skal lappe huller, når de opstår. Jeg elsker telefonerne og kontakten til kunderne, så stik mig bare sådan en tjans i ny og næ, siger jeg. I min gryde er der plads til en broget og righoldig suppe med alverdens ingredienser, så mon ikke det bliver godt. Jeg tror det.
Det var ikke med vemod, jeg stillede telefonen til Århus for sidste gang. Det var med en glad forventning om det, der venter forude. Jeg er bare så klar!
Hjemme igen venter resten af fredag. Min yndlingsdag. Med kaffe og cookies. Jeg skal ikke bede om mere.
25 kommentarer
Mads Peder Nordbo
1. april 2011 at 23:08Ha, ha, og her troede jeg, at jeg var den eneste, der var så grøn en blogger, at jeg ikke var helt med:)
Tillykke … alle har fortjent at prøve et job, hvor de kan kombinere deres passioner og evner:)
Mads
Liselotte
2. april 2011 at 08:21Tak for tillykke, Mads – og når det er modtaget, er jeg nødt til at sige, at jeg er et meget priviligeret menneske, som for første gang nogensinde har måttet erkende, at jeg brændte mere ud end jeg brændte i jobbet som administrativ medarbejder. Mit arbejdsliv har været fuld af eventyr, så jeg skal i grunden slet ikke klage :-)
Laila
1. april 2011 at 19:43dejligt for dig Liselotte :-)
Liselotte
2. april 2011 at 08:19Ja, vel er det så, Laila :-)
Sidsel
1. april 2011 at 19:15Bare så godt at dit humør kommer op. Det er bedst for os mennesker. At gøre og trives i det vi bedst kan lide. – Og du skal være så velkommen. Det vil jeg da glæde mig til. Mon ikke du så også får en kop kaffe eller et koldt glas hvidvin:-)
Liselotte
2. april 2011 at 08:18Jeg regner da med, at jeg skal sidde LÆNGE der i solen og nyde at se dig slide med isene, Sidsel ;-)
Camilla
1. april 2011 at 18:25Altså noget med tolkende kontorfetichist med hang til grafiske detaljer og garnomviklinger… du spreder dig bredt Liselotte :-)
Liselotte
1. april 2011 at 18:26Jeg fylder også meget, Camilla, så det passer vist som fod i hose eller noget… ;-)
Eva
1. april 2011 at 18:24Held og lykke med de nye (og gamle) udfordringer. Og dejlig weekend til dig.
Liselotte
1. april 2011 at 18:25Tak Eva – og god weekend til dig :-)
Anne
1. april 2011 at 17:53Ah, tak, så er jeg med igen! Selvom jeg har været med længe før tennisalbuen, så manglede der altså noget tyggegummi mellem indlæggene. :-)
Liselotte
1. april 2011 at 17:54Ha ha ha… jeg tror også, at jeg har talt med meget uld i munden de sidste år, Anne, så det er fuldt forståeligt. Jeg har været temmelig ulykkelig, men det lysner jo nu :-)
Anne
2. april 2011 at 09:04Med alt det garn i huset er der vel ikke noget at sige til, at du har haft uld i mund. Hvor er det dejligt, at det lysner i øst! :-)
Liselotte
2. april 2011 at 09:29Ja, vel er det så, Anne :-)
Liselotte
1. april 2011 at 17:51I virkeligheden kan her sagtens sidde læsere, som ikke aner, hvad jeg snakker om, fordi de er kommet til efter min tennisalbue – og det er da sådan set godt og heldigt, men måske der skal en lille historie til, så man ikke føler sig ladt i stikken :-)
I januar 2008 begyndte en tennisalbue at stikke sit grimme fjæs frem fra gemmerne. Den slags er overmåde upraktisk, men specielt når man er tegnsprogstolk, som jeg er, kan den vise sig at være noget af en forhindring.
En uges tid inden jeg skulle raskmeldes, blev jeg sendt på et ualmindelig overflødigt kommunalt kursus for langtidssygemeldte. På trods af mine forsikringer om, at jeg var tilbage på arbejde om en uges tid, blev jeg sendt af sted. Min leder hørte det og tilbød mig, at jeg i stedet kunne starte på arbejde dagen efter og langsomt – over de næste to uger – trappe op til fuld tid igen. Det var en dejlig aftale, som fritog mig fra at spilde tiden på et overflødigt kursus, som kunne være til meget større glæde og gavn hos andre.
Inden jeg nåede tilbage på min pind som tegnsprogstolk, blev min nærmeste kollega langtidssygemeldt. Så blev jeg siddende i administrationen med kontorarbejde, mens jeg ventede på hendes tilbagekomst. Da hun var tilbage, blev min anden nærmeste kollega langtidssygemeldt og igen manglede man hænder i administrationen. Jeg har siddet der siden… og jeg længes sådan efter at komme ud og tolke igen.
Verden er i konstant forandring. Det betyder, at jeg nu bliver sådan en slags blæksprutte, som får chancen for at brede mig over næsten alle mine passioner. Jeg er også uddannet grafiker og skal arbejde med det fremover, ligesom jeg skal ud og tolke igen. Desforuden skal jeg altså være tyggegummiet i administrationen, som binder alting sammen, når der opstår huller af den ene eller den anden grund, men IKKE fuld tid igen. Ti (elastiske) timer om ugen er afsat til hver af de tre funktioner og jeg er bare SÅ klar til at give mig i kast med det hele :-)
et cetera
1. april 2011 at 17:23– og så er det ikke engang aprilsnar …det er så godt, Liselotte – SÅ godt :-)
Berit
1. april 2011 at 16:37det er deg vel undt !! nyt fredagen.. mandag kommer tidsnog !
Anne
1. april 2011 at 16:32Ja, undskyld, men jeg har stadig ikke fattet, hvad der foregår. Er du startet for dig selv, eller hvad?
Fríða
1. april 2011 at 16:27held og lykke med det hele, lyder spændende.
kh.fra Island
Frida
Lene
1. april 2011 at 15:11Kære Liselotte, glæden forplanter sig helt herude hos mig, det er så godt :-) God weekend til jer
Liselotte
1. april 2011 at 15:14Det er så godt, Lene. Du har ret :-)
God weekend til jer også :-)
Sidsel
1. april 2011 at 15:02Hvor jeg dog under dig det! Det lyder så spændende. Og med gode kolleger, så bliver det ikke bedre. Knæk og bræk (som de siger på jagt-sprog).
Jeg render rundt på Læsø og maler. Der er laaaangt igen, inden jeg kan svinge en isvaffel;-)
Liselotte
1. april 2011 at 15:13Jeg kommer altså over og spiser en til sommer, Sidsel. Jeg VIL simpelthen :-)
Tante T
1. april 2011 at 14:52Det kan kun gå godt, når du ser sådan på det, Liselotte.
heldigt for dig at være velsignet med et åbent sind ;)
Liselotte
1. april 2011 at 15:02Tak Tante T, men det sind er jo ikke altid åbent. Jeg prøver at huske, at det skal være det, men jeg er desværre kun et menneske. Ind imellem var det praktisk, hvis jeg var sådan lidt helgenagtig ;-)