Blæsten går frisk…

Solen skinner og  jeg har ageret chauffør for Oline. Vi har ikke være vidt omkring, men lidt omkring. På landet har vi været. På husmandssted med dyr i massevis og overalt om benene. Sol og forår gør dem svært kåde og der skulle seriøse afvisninger til, for at få fred, men vi er ret gode til solide, bestemt og blide spark.

Bagefter kørte vi fra landet og ind til byen. To kilometer, tror jeg.

Vi parkerede bilen ved kirken og tog jakkerne på, for fjorden var lige ved og blæsten går frisk over Limfjordens vande i dag.

Måske du allerede ved, ved synet af døren her, hvor vi var. Den er vist let genkendelig, hvis man er her fra. Det er nu ingen hemmelighed. Vi var en smut indenom Nibe efter at have været i Simested.

Døren sidder i det fineste, lille hus med påskedekorationer både oppe og nede. Det var så hyggeligt.

Længere nede af gaden var resterne fra en anden tid. En tid, hvor slagteren var en af madleverandørerne til det lille samfund. En tid, hvor man havde små butikker, god tid og sikkert husmødre, som handlede hver dag.

Der blev annonceret med hestekød. Hestekød var en forholdsvis almindelig spise i min barndom. Jeg husker, at vi fik det engang, hvor både Annemette og jeg klagede over, at bøfferne var underligt søde. Så forklarede min mor, at det var hestekød. Herefter var vi færdige med at spise.

Vi så jo Pippi Langstrømpe!

Det kunne lige så godt have været hendes hest, vi sad og spiste! Ikke tale om!

Nede forbi den gamle slagter ligger en lille, hyggeligt sti, som går bagom kirken.

Vi tog retningen langs stien. Vi skulle ikke langt. Bare have en fornemmelse af byen. Nibe er et gammelt fiskerleje og ligger tæt ved fjorden. Det blæser altid frygteligt i byen, når jeg er der. Andre kan måske fortælle, at sådan er det slet ikke altid, men jeg har ikke oplevet andet, så vi søgte hele tiden læ.

Vi var ikke indenfor i kirken. Jeg har været der en gang for meget. For år tilbage blev Alexanders bedste kammerat begravet fra kirken. Ni år gammel.

Jeg husker endnu gåturen gennem byen. Fra kirken er der et lille stykke vej til kirkegården. Det føltes meget langt at gå bagved den lille kiste, men livet er sådan. Nogle gange er der slet ingen retfærdighed til.

I dag var en dag alene med Oline og det lyse skulle have plads, så det fik det. Vi nød i stedet det smukke vejr og foråret, som blev så tydeligt i byen, hvor der er højt til himlen.

Efter rundturen vendte vi tilbage til Alphalfa og varmen i bilen var velkommen. Det havde været koldt med koldt på, men vi havde faktisk holdt et velkommen og spændende pitstop undervejs. Det involverede stærke farver, kæmpestore lærreder og en hyggelig snak, men mere om det senere, for nu er det vist tid til en sen kop kaffe.

Lykken er en søndag med Oline på passagersædet.