21

Lige nu…

Vores gæster er kørt mod Sjælland igen. Her er stille med undtagelse af opvaskemaskinen, som er i gang med at rydde de sidste ting væk efter den lange og meget hyggelige frokost.

Ingen orker rigtigt noget. Alle passer deres. Kenneth og Oline sidder i køkkenet ved hver deres computer. På bordet venter en stak garn på at blive fotograferet, men fotografen strejker, så der kan det stå længe, tror jeg. Fotografen er i stedet rendt af huse i kortere, men skønne øjeblikke, hvor hun (som i jeg, siger hunden så) nyder haven og solen og duften og de få blomster, den byder på. Der er dog tilstrækkeligt til, at jeg kan få lidt i vasen på spisebordet.

Jeg drømmer om Skidne æg eller skidenæg, som de bare kaldes her i det nordlige Himmerland. Resten af familien synes, at det er noget af det mest underlige at spise og deler altså hverken min begejstring eller længsel. Skal jeg have retten, skal jeg vist disponere med, at det kun er mig, der er vild med den, men det er jeg altså også. Vild med den!

Retten hører med til min barndom. Jeg husker den ikke som en påskeret. Jeg husker den bare, som en af de retter, Annemette og jeg delte begejstringen for sammen med far. Det var ikke så ofte, at vi var enige med ham omkring hof- og livretter. Faktisk var det sjældent. Grusomt var brunkål med gode ben for eksempel og det skal jeg da lige love for, at far var vild med.

Måske jeg skal lave skidenæg i morgen? Til mor. Og mig.

Du vil sikkert også kunne lide