12

Fra jord til bord

I min have vokser ikke mange forårsblomster. Faktisk ligner den slet ikke den gamle bondehave, den egentlig er. Det har den sikkert gjort i fordums tider, men ikke i min. Vi overtog en græsplæne. Ikke andet. En græsplæne og en stak frugttræer, et tørrestativ og en flagstang. Den tidligere ejer syntes, at haven var en plage. Den er omfangsrig og derfor blev det meste forvandlet til græsplæne, så ugens motion var sikret, når han håndskubbede sig gennem næsten totusinde kvadratmeter græs.

Vi var yngre dengang haven havnede i vores turban. Kræfterne var flere og energien var i top. Vi havde to børn, en travl hverdag, men også lysten til at forme fremtiden, så vi nedlagde bede, fældede træer, anlagde stor køkkenhave, byggede bålplads og anlagde væksthus. Vi formede et stort krydderurtebed og vi byggede en stor terrasse med masser af blomsterkrukker. Vi byggede også et mindre staudebed, for lugning har aldrig været vores favoritdisciplin. Lidt, men godt, var mottoet og det har fungeret fint.

Forårsløgene er jeg aldrig nået til. De få, som overlevede den tidligere ejers omlægning fra have til græs, kommer kun sporadisk og helt i eget tempo.

Nogle år er jeg heldig og finder en dejlig stak tulipaner. Andre år er der ikke én eneste.

I år er der en fin stak. Sprøde, knasende og friske stod de i morges, da jeg kom forbi. De står et sted, hvor ingen ser. Ingen har glæde af dem, medmindre de kommer med indenfor, så selvfølgelig knækkede de halsen. Jeg kunne se dem sprede lidt påske, for de er unægtelig lidt gule, hvilket kun sjældent kommer indenfor i mit hjem, når det gælder blomster.

Det lufter lidt i haven, men endnu en dejlig solskinsdag er i sin vorden. Det er der ikke tvivl om. Det er allerede lunt derude og jeg har en idé om, at vi endelig når til at rydde lidt op og forberede, så der igen er rart at være.

Jeg har ingen planer. Jeg har intentioner om, at vi skal hygge os i eget tempo. Opgaver som lugning, terrasserengøring og krydderurteklip har det med ikke at forsvinde uden varsel, så mon ikke det venter, hvis jeg gør? Jeg tror det.

Søndag er mor på visit. Søndag er udeliv i adstadigt tempo og grillet lam, god salat og sol på kinderne. Søndag er i orden med mig, kan jeg mærke.

You Might Also Like

12 Comments

  • Avatar
    Reply
    Diktesoph
    25. april 2011 at 17:45

    Jeg har sagt det før, og jeg siger det meget gerne igen: Tulipaner er simpelthen fantastiske!

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    25. april 2011 at 10:56

    Haver er fulde af overraskelser. Specialt haver, man ikke selv har anlagt. Det kan jeg lide. Jeg overraskes stadig – og det er efter 15 år, så det er da temmelig godt gået ;-)

  • Avatar
    Reply
    Mads Peder Nordbo
    24. april 2011 at 16:48

    Uhmm … jeg elsker stauder mere end jeg hader at luge:) Men tulipaner er nu også skønne. Vi har specielt en gruppe gule tulipaner, der i de 8 forår, vi har boet i vores hus, har været meget forudsigelige på en forunderlig måde. Første år var der én, stor gul tulipan; året efter to … og i år er der så otte. Det finurligt magiske er, at antallet ud over at øges med én hvert år følger vores datters alder, og jeg behøver nok ikke at sige, at hun elsker netop de tulipaner:)

    God søndag:)

  • Avatar
    Reply
    et cetera
    24. april 2011 at 14:47

    Gamle haver gemmer nogle gange på særlige overraskelser, Liselotte – og selvom det måske hverken er farver eller måske endda vækster, man selv ville have valgt, så er sådan en tulipanoverraskelse, som du fandt dér nu ganske, ganske dejlig :-)
    Som du ved husker jeg din have, fra dengang den var en bondehave – men den var da ikke nær så dejlig, som den er nu, synes jeg …

  • Avatar
    Reply
    Therese
    24. april 2011 at 12:19

    Dine tulipaner, minder mig om Filur-is :o) – eller også er jeg bare gravid.

  • Avatar
    Reply
    Conny
    24. april 2011 at 12:18

    Jeg forstår godt ideen om en nem have med alle de andre ting, der også skal nås, men næsten intet er nemmere end løg – når de er plantet, passer de stort set sig selv. Kan varmt anbefale de små blå scilla, plantet et sted, hvor de kan stå i fred og brede sig til en lille blå sø i april-maj. De er så taknemmelige, skal ikke engang have fjernet vissen top :) Og diverse narcisser plantet i diverse kroge, hvorefter man glemmer alt om dem, til de pludselig står og lyser en forårsdag. Udfordringen består i at tænke på foråret, når man en kold efterårsdag kommer forbi det gode løgtilbud. Tulipanerne kan desværre ikke overleve her, mosegrisene æder dem, ja de fisker faktisk også tulipanløg op af krukkerne, men dejlige er de – altså tulipanerne ;)

  • Avatar
    Reply
    Helles Syskrin
    24. april 2011 at 11:50

    Så nydelige tulipaner du har fått frem i hagen. Synd ingen har glede av dem, da er det bedre å sette dem i en vase på bordet :)

    Lam på menyen høres nydelig ut, tror faktisk det står på menyen hos min svigermor også hvor vi er buden på middag i eftermiddag. God påske :)

  • Avatar
    Reply
    GitteSP
    24. april 2011 at 10:45

    Dejlige udeliv-dage – åh, det er så godt. God fornøjelse med din :-)

  • Avatar
    Reply
    Helle
    24. april 2011 at 10:38

    god søndag til dig og skønne blomster … middagen i dag hos mig står på and og kartofler i ovn :)

  • Avatar
    Reply
    Sidse
    24. april 2011 at 10:34

    Tænk, hvor heldigt, at de lige stod der. Dejlig søndag med familie og sol og lam.

  • Avatar
    Reply
    mette
    24. april 2011 at 10:31

    Dejligt at kunne plukke sig en buket fra egen have. Nydning! God søndag – Mette

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)