Gensyn med Provence

Det er altid vanskeligt at finde stedet, hvor årets sommerferie skal henlægges til. Det er også altid mit job at finde det. Jeg hygger mig nu med at planlægge, men jeg holder af at have nogle dessiner og en idé om i hvilken retning, jeg skal kigge, men de er ikke sådan at vride ud af familien. Det har jeg vist delt med jer før i dag.

Det skulle vise sig, at det var af hensyn til mig! Åh ja, som man ind imellem kan motivvride verden og få martyriet til at strækkes, så det til sidst bliver mere end uklædeligt. Det er jeg den første til at indrømme. Jeg har klaget min nød mere end én gang, når jeg har været omkring Cotswolds, Skotland og hvad har vi, men intet blev endeligt besluttet.

I går gik der hul på ønskedrømmen. Vi hyggede med åben køkkendør, duften af grillen udenfor sivede langsomt ind i et køkken oplyst af aftensol og ramt af den der gode følelse, som nogen gange indfinder sig, når alle er veltilpas og lige der, hvor de allerhest vil være.

“Uhm, den duft minder mig om Sydfrankrig og sommerferie…”, siger Oline og Kenneth samstemmer. De snakker om sommerferierne dernede og hvor meget de savner området. De mindes duften af rosmarin og lavendel, de snakker om dasedage ved Middelhavet, marked lørdag morgen og aftensmåltider med cikadesang. De enes om, at de godt forstår, at det må vente, men at de glæder sig til, at vi igen kan tage derned. De ved godt, at det er mig, som er nødt til at bremse de drømme, for det er mig, som ikke kan og pludselig kan jeg mærke, at også jeg længes og måske i virkeligheden godt kan.

Der er ikke stort udvalg på ferieboliger i et prisleje, som vi kan betale, men vi er kun tre og kan bo på begrænset plads, ligesom vi ikke fordrer meget andet end natur, et godt ude- og indekøkken og et fornuftigt bad.

Lige udenfor Bagnols-en-Forêt ligger et lille stenhus. Firs gode kvadratmeter omgivet af kastanjetræer og pinjeskove og med udsigt over dale og bakker. Fra terrassen er der udsigt til Esterel-bjergene. Lige dér skal jeg sidde og spise min aftensmad i verdens bedste selskab, mens cikaderne synger natten i gang.

Området kender vi, som vores egen bukselomme og vi ved akkurat hvor let det er at komme til marked, på handlen og til stranden, hvis det bliver aktuelt. Der er heller ikke langt til Le Lac de Saint Cassien, en stor, smuk sø med masser af bademuligheder, hvis vi ikke orker kysten og fluepapiret. Herinde i baglandet ligger også en del Brocantes (antik- og genbrug) ligesom en del kunsthåndværkere holder til i området.

Bagnols-en-Forêt er en idyllisk middelalderlandsby smukt beliggende i 280 meters højde. Vi har været der mere end en gang. Byen er en typisk, provencalsk landsby med små krogede gader, skyggefulde pladser og de karakteristiske stenhuse og smalle gader. Hvis jeg husker rigtigt, kan man på byens torv sidde med udsigt til en fontæne, mens man drikker en kop kaffe og bare nyder stilheden.

At være i Provence er en sanselig oplevelse. Man skal stå åben, for fuldt udbytte, synes jeg. Baglandet er for mig. Jeg gider gerne en tur til kysten og St. Tropez, Nice og Promenade des Anglais er da også en fast bestanddel af ferierne i Sydfrankrig, men jeg befinder mig fremragende inde i baglandet, hvor stilheden kun brydes af lyden af fårehyrder, cikader og en enkelt honningbi eller to.

Det er her jeg finder ro. Jeg bliver helt blød indeni efter et par dage på langs med en god bog. Efter et par aftener med grillet fisk, friske salater eller hvidvinsdampede muslinger a la Kenneth og jeg er parat til at slå mig ned på permanent basis. Jeg ved det. Jeg skal bare lige finde alle de gode, dejlige historier fra tiden med Alexander og tage dem med i bagagen, så de bliver til den gode og smukke del af turen ind i mange års sommerferieminder. Minder, som han er en stor del af.

Da vi i går brugte lidt tid på at lede efter et sted at bo, kunne jeg mærke længslen. Det skal blive godt. Jeg glæder mig helt utroligt til at vende tilbage.

Jeg glæder mig til gensynet med bakker og dale, stille landsbyer og solsvedne skråninger. Jeg glæder mig til gensynet med…