19

Ben at gå på…

Jeg lovede, at jeg ville tage med i IKEA. Vi skulle bare lige…

Man kan aldrig nogensinde komme af sted med bare lige derude. Vi er ingen undtagelse, så vi kom hjem med ting, vi slet ikke vidste, at vi manglede. Og blomster…

Hvis nogen siger, at de ikke bryder sig om Pæoner, tror jeg dem simpelthen ikke…

Tre solide bundter Pæoner for ingenting fik vi, men de var ikke alene. Med hjem kom også en hel kasse stolte kavalerer i hvide og lyserøde farver, en hel kasse pelargonier fordelt ligeligt mellem Dronning Ingrid & Prins Nikolai og en omgang frisk sengetøj til både Oline og hendes forældre. Olines skvulper allerede ude i vaskemaskinen. Vores venter. Vi skal sove i rolig beige. Oline har fået en stak sommerblomster. Hun er svært tilfreds.

Bagefter ventede Metro. Jo, vi gjorde det. Først IKEA og så Metro. Man skulle tro, at vi lider af en alvorlig trang til selvpineri. Det gør vi ikke, men…

I går døde vores støvsuger, så vi måtte på handlen. Jeg insisterede på, at det skulle være en solid af slagsen. Vi har naturligvis stadig vores bedste ven, Roomba, men den gør det jo ikke alene. Den holder hverdagen stangen, men i weekenden holder jeg af at svinge støvsugeren og komme i alle hjørnerne. Så skal værktøjet være i orden og Kenneth er endnu ikke på den anden side af den sidste støvsuger. Den var hans valg og den mest elendige og irriterende støvsuger, vi nogensinde har haft. Alt for let og dermed alt for levende, for usmidig, for kortluntet og kort sagt helt igennem umulig at arbejde med. Den slags lader jeg jo ikke være usagt og Kenneth har ikke fået lov til at dø i synden, så denne gang fik jeg valget mellem samtlige flagskibe Nilfisk har på markedet i 2011.

“Vælg lige præcis den, du gerne vil have”, lød tilbuddet. Så gik jeg ned med en lille stress, for jeg kan i virkeligheden slet ikke overskue den slags.

Først ville jeg have industrimaskinen. Du ved, den der solide og tunge model, der næsten ikke kan dreje om hjørner uden at tage halvdelen af muren med og med en rækkevidde som rigeligt strækker til en tur tværs gennem Aalborg uden at have nødig at skifte stik. Bagefter ville jeg have den der Nilfisk, som kan ALT. Det er lige før den kan rense dine tagrender, reparere din bil og pudse næse på dine unger også. Så ville jeg heller ikke have den. Så fandt jeg en anden model, som jeg trak efter mig, som en anden hund et godt stykke gennem Metro, “… for man er altså nødt til at vide, hvordan den kører. Hvis den ikke kører godt, ved du godt, hvad der sker, Kenneth!” og det ved han, for det var netop problemet med den hedengangne, som pokkertagemig altid endte med at slå huller på mine hæle, fordi den vejede mindre end en badmintonbold og jeg var aldrig sen til at brokke mig. “Du har ret. Tag en tur ekstra“, sagde han bare og lod mig trille op og ned af gangen. “Denne her tager jeg“, sagde jeg så og mente det, men kun indtil jeg indså, at der omtrent skulle en tilbygning til, for at opbevare den og det siger ikke så lidt, når jeg allerede boltrer mig på trehundrede m², så på en eller anden måde ramte fornuften mig lige dér, midt i Metros gang og med en tung Nilfisk på slæb, mens jeg troede, at jeg havde taget beslutningen.

Nu har vi fået en solid, godt kørende og veludstyret Nilfisk med alt det gode, men i kompakt model, som kan stå, hvor mine støvsugere altid står. Jeg er glad. Til gengæld havde jeg købt de forkerte Café-glas med hjem. De var for høje til at gå ind under vores uundværlige kaffemaskine, men fordi vi allerede havde entreret med Helvedes Forgård, var vi fulde af overmod og stak indenom Metro, for lige at bytte. Hep! Tre minutter og vi var ude igen. Vi er seje, når vi skal være det.

Nu er vi til gengæld klar til en græsplænetrim, lidt grill og almindelig hygge og så får terrassepotterne først sommergæster i morgen, hvor der atter er en dag.

You Might Also Like

19 Comments

  • Avatar
    Reply
    Anne Knudsen
    6. juni 2011 at 19:33

    Jeg har lige set denne hjemmeside om stress og mindfulness: http://www.psykisksundhed.dk/stress
    Jeg tror det kan være noget relevant.

  • Avatar
    Reply
    Teresa
    8. maj 2011 at 11:45

    Ihh, de er så smukke de blomster

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      8. maj 2011 at 12:35

      Ja, det er de pokkertagemig, Teresa :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    8. maj 2011 at 11:29

    Jamen det kræver en test for at vide, om jeg bliver en sur mokke eller en glad og mild Liselotte, når jeg støvsuger. Og ja, jeg lignede helt sikkert en tosse, men det var det hele værd, for nu glider det nemt og bekvemt herhjemme ;-)

  • Avatar
    Reply
    Jonna
    8. maj 2011 at 08:20

    ha ha ha griner også her….ser dig for mig. Super sjov læsning her en søndag morgen, til min kaffe. Og så fine billeder af de Pæoner. Elsker de blomster og har spejdet efter den første buket, men stadig ingen set endnu her i Thisted. Har mange forskellige i haven, så til juni blir der Pæonfest her :-) glæder mig.
    Go MOR-dag.

  • Avatar
    Reply
    Pernille
    8. maj 2011 at 00:43

    En god støvsuger er vist noget nær guld værd. Olines sommerblomster pryder også Tøseværelset herhjemme .. endda nærmest i stereo, da der var dobbelt op dengang vi var i IKEA, og pigebarnet ikke kunne leve uden :)

  • Avatar
    Reply
    Sidsel
    7. maj 2011 at 23:11

    For f….. Hvor jeg griner! Kan levende se dig rundt i Metro med en støvsuger, der IKKE tager hjørnerne og hælene… Megagrineren her.. Men meget klogt tænkt, tænker jeg. Det havde jeg ikke regnet ud, at slæbe den rundt, altså. Du er så herlig finurlig :-))

  • Avatar
    Reply
    Tove
    7. maj 2011 at 21:48

    Dejlig tur i har haft ;O)

  • Avatar
    Reply
    Karin
    7. maj 2011 at 21:45

    Jeg må altså smile af din levende beskrivelse af testning af støvsuger. Fantastisk! Og jeg kunne have fundet på det samme… :-)

    SMUKke blomster

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    7. maj 2011 at 20:09

    Pu-ha – kender godt det dér med IKEA. Har heldigvis 40km til den nærmeste, så jeg kommer der ikke så tit. Men de pæoner kunne godt lokke mig på vej. Jeg bor på en sandbanke, så her komme ingen mosegrise og guffer mine pæoner. Har flere slags i haven.
    Hulkede af grin over din støvsuger historie. Har selv lige brændt en støvsuger af og været på jagt efter en ny. Jeg synes at jeg genkender situationen med at afprøve forskellige modeller hos diverse forhandlere. Valget faldt på en Dyson. Så må vi se om den lever op til forventningerne.

  • Avatar
    Reply
    Donald
    7. maj 2011 at 19:47

    Det er dog nogle utroligt søde og smukke blomster – og som Ella siger en god fortælling fra det virkelige liv. Sejt!

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      7. maj 2011 at 19:53

      Blomsterne forsøger jeg at gro i egen have også, Donald, men mosegrisene elsker deres rødder og lige så rask som jeg sætter en plante, spiser de den :-(

      Fortællingen er en værre gyser om ubeslutsomhed og rettidig omhu, fornuft til sidst og nu en glad Liselotte, som støvsuger i tide og utide ;-)

  • Avatar
    Reply
    Helle
    7. maj 2011 at 19:00

    I LOVE Ikea … jeg bor 10 min. fra min Ikea og jeg er der tit og som dig køber jeg ting jeg ikke anet jeg havde brug for hehe ps. skøn blomst :)

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      7. maj 2011 at 19:52

      Det er utroligt, at jeg ikke snart lærer at sige nej, Helle ;-)

  • Avatar
    Reply
    Ella
    7. maj 2011 at 18:58

    Jeg elsker pæoner – og dine fortællinger fra det virkelige liv, Liselotte :-)

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      7. maj 2011 at 19:51

      Ha ha ha… ja, du kan jo næsten høre mig, tænker jeg ;-)

      • Avatar
        Reply
        Ella
        7. maj 2011 at 23:05

        Det kan du regne med, min forestillingsevne er skarp ;-)

  • Avatar
    Reply
    Helle
    7. maj 2011 at 18:40

    Tak for fantastiske pæon billeder, sikke en farve!
    Har selv lige købt årets første idag, og jeg er helt enig med dig, man kan kun ELSKE denne smukke blomst :)

    Helle.

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)