… og du kommer ikke ind, før du er færdig!

Fordi jeg har haft det så dejligt og i det hele taget synes, at jeg har fået en gave af ubeskrivelig karakter med denne tur til det Sydfynske, har jeg helt svært ved at få taget hul, men du kan da få historien om, da jeg opdagede, at Annemettes og mine hænder pludselig ligner hinanden så meget, at jeg ikke længere kan se forskel.

Du kan også grine lidt af, at jeg nærmest faldt overrasket på halen, da det gik op for mig, at jeg kunne se Storebæltsbroen fra Lundeborg. Helt ude i horisonten er den. Jo, den er god nok og nej, jeg tænker ikke på badebroen.

I går tog vi på opdagelsesrejse. Det har vi gjort alle dagene. Det kan vi godt lide.

Da vi nærmede os Lundeborg, påstod Annemette pludselig, at man SKULLE dertil og spise is, så der var bare ingen vej udenom.

Det første vi stødte på var nu ikke en issælger, men en grønthandler. Lige dér, midt på havnen, stod han under en parasoldækket bod, som rummede både frugt og grønt. Han var helt alene om at synes, at der skulle omsættes andet end is i Lundeborg i går, men det afholdt ham nu ikke fra at forsøge sig. Om det lykkedes skal jeg lade være usagt. Jeg så ingen, som handlede hos ham, men jeg ser heller ikke alt, selv om det er tæt ved.

Huset han stod i læ af var akkurat lige så gammelt, som vores elskede Tjørnevang. Det var tydeligvis en del af et større gårdanlæg, hvor der også var et stuehus og andre bygninger. Det hele var under renovering og jeg er sikker på, at det ender rigtigt smukt, når de engang er færdige, men lige nu så det lidt trist ud.

Til gengæld var der ikke noget trist at sige om vores is fra Lundeborg. Vi gik all-in med en vaffelis med tre kugler. Nogle hårde hunde er vi.

Jeg skal love for, at der var noget at gå ombord i. Det er altså ikke tre kugler, som dem de serverer i de fleste isbarer. Det her nærmede sig en liter is, inden den unge mand var færdig med at tanke pistacie, lakrids- og chokoladeis i min. Den gav en solid mavepine, jeg havde stor fornøjelse af resten af dagen, fordi jeg ikke kunne finde ud af at stoppe  i tide.

Jeg bad Annemette holde min is, mens jeg tog et billede af den. Jeg tog også et billede af den, mens jeg selv holdt den. Da jeg fik set billederne, kunne jeg ikke umiddelbart se forskel på vores hænder. Siden huskede jeg, at jeg holdt udenfor. Annemette holdt indenfor. Det er altså min hånd på fotoet, men det kunne lige så godt være Annemettes. Vi ligner hinanden mere og mere, som årene går og vores hænder er tilsyneladende gået i kompagniskab om at forvirre, hvis ikke jeg holder skarpt øje.

Kenneth gik lidt på opdagelse, da han havde fortæret sin is. Ikke skyggen af mavepine fik han. Han er is-mester i mit hjem. Oline ligger tæt bagved og på den absolutte sidsteplads kommer jeg med forsvindende lidt talent for at spise is i en fart. Jeg endte også, helt som forventet, med at være smurt ind i isen fra Lundeborg og Annemette proklamerede med stram far-mine, at jeg under ingen omstændigheder kom ind i bilen, inden jeg var helt færdig med isen!

Hun ligner ind imellem vores far, så jeg knækker sammen af grin. Denne weekend har budt på en perlerække af øjeblikke, hvor jeg har syntes, at hun skulle have heddet Leif. Sjovt nok har hun ikke været enig.

Vi undlod at slå lejr, men det var en dejlig pause vi fik i Lundeborg Havn. Den kan anbefales og jeg har hørt en lille fugl synge om en cykelfærge til Lohals om sommeren. Jeg gider godt.