Himmerland, jeg elsker dig!

På Vaarstvej lige mellem Skovstrup og Torderup slår vejen et sving. Op af bakke går det. Lige dér, hvor udsigten er vidunderlig, ligger det, der engang var et husmandssted med lidt jord, en mindre stald og et stuehus. Det hele har set bedre dage, men lokaliteten er der ikke noget i vejen med.

Til gengæld er huset ikke værd at skrive hjem om. Faktisk er det slet ikke værd at skrive om. Det er nu alligevel til salg. Det findes jo entusiaster allevegne.

Jeg vil mene, at stedet i sig selv har en temmelig stor herlighedsværdig, men det kræver naturligvis, at man kan lide det stille land med udsigt til alt andet end by og naboer. Korn- og rapsmarker breder sig ud over landskabet, som er bakket og smukt. Der er ikke langt til fjorden.

Vi er nysgerrige mennesker. Huset står tomt og har gjort det længe efterhånden. I dag gjorde vi holdt og prøvede at forcere vildtvoksende grønt. Jeg glemte, at jeg havde bare ben, så en brændenælde svirpede mit skinneben og så blev jeg sådan lidt småfornærmet, hvorefter jeg returnerede til det, der med lidt god vilje kunne kaldes en sti.

På stien kunne jeg så stå og lytte til lyden af Kenneth, som langsomt, men sikkert bevægede sig omkring hushjørnet. Han endte inde bagved, hvor jeg ikke længere kunne være med. Så begyndte det at regne…

– og da det blev rigtigt vådt, satte jeg mig ind i bilen og nød alle de dejlige dufte, der strømmede mig i møde gennem den åbne bildør.

Jeg elsker Himmerland. Der er så smukt. Jeg savnede det, da jeg boede i København. Nu savner jeg København, men sådan er jeg så svær at stille tilfreds. I Himmerland synger mit hjerte og min sjæl bliver let. Det kan ikke være helt skidt.

Da det blev lige rigeligt med regnen, kom Kenneth snigende. Inde i bilen nød vi tørvejret og blev enige om, at der vist ikke var basis for ret meget andet end hjemmehygge i sofaen. At vi så tog en omvej til den sofa, er en helt anden snak. Vi ender der om lidt :-)