18

Endelig kan jeg smide tøjet…

Endelig hjemme kan jeg konstatere, at her ikke er mindre trykkende, end hvor jeg kommer fra. Her er til gengæld ilt. Det var ved at være en mangelvare, hvor jeg var. Vi nærmest gispede efter den, men vi klarede den. Det sidste er det vigtigste.

Kun lige indenfor døren smed jeg alt overflødigt tekstil, for der er simpelthen ualmindelig lummert og slet ingen tvivl om, at det her må ende i en omgang regn. Gerne snart, for nu har jeg reddet, hvad reddes kan…

Alt er stuvet sammen og det, der skal indenfor, er indenfor og i sikkerhed for vand. Resten har plads udenfor og der er mere end én plante, som sukker efter vand. Det skal gøre godt, når det kommer, er jeg sikker på.

Dronningebusken er i sit es lige nu. Den er kæmpestor og Kenneth ville gerne beskære, men jeg nænner ikke, så han skal gøre det en dag, hvor jeg ikke ser. Jeg ved nemlig godt, at den trænger, men det gør det ikke nemmere at se det ske. Jeg elsker de uger, hvor den glæder os med sine smukke, honningduftene blomster.

Oskar holder vagt. Man skulle jo nødig komme til at overanstrenge sig, men endelig heller ikke gå glip af det mindste, så han placerer sig midt på terrassen, hvor han kan overskue det meste, mens jeg slæber puder, tæpper og hynder i sikkerhed under halvtaget.

Min blåregn bliver aldrig til den drøm jeg havde. Den er nummer tre i rækken. Det lykkes ikke for mig. Betingelserne skulle være opfyldt, men ikke om den vil. Så må den lade være, for lystre skal den.

Om lidt kommer regnen. Vi er klar. I ovnen står en kylling på et leje af grønt, vi elsker. Den dufter vidunderligt og jeg er sulten efter aftenens tolkeopgave. Der er ikke flere pligter i dag. Kun den rene, uforfalskede sommernydelse. Det kan jeg vist lige overkomme.

Du vil sikkert også kunne lide