97

Novasol og deres rotterede

Nogen gange lever ferien ikke op til den forestilling man har. Det kan sagtens handle om, at forventninger skal justeres i forhold til virkeligheden, men jeg er sådan et menneske, som ikke gør meget andet end være til stede i nu’et, nyde og så er jeg vel – i virkeligheden – ikke så vanskelig at gøre glad og tilfreds. Jeg véd, at verden i løbet af splitsekunder kan se helt anderledes ud end for et øjeblik siden og jeg véd, at det handler om, at nyde, sanse og leve, mens man gør det. Jeg øver mig hver eneste dag på at gøre netop det.

Jeg véd, at Norge er ramt af en tragedie. Det er frygteligt og jeg tænker meget på, at der sidder mennesker nu, som har mistet og stadig ikke helt forstået.

Jeg véd også, at Afrika er ramt af den værste tørke i mere end 60 år.

I Norge er mere end 100 mennesker døde. I Afrika er mere end ti millioner mennesker ramt af mangel på mad og vand.

Alt det og mere til er det lykkes mig at opsnappe gennem de sparsomme huller af tv, jeg er kommet i nærheden af i Frankrig. Jeg har haft travlt. Travlt med at være ked af det, frustreret, bange og optaget af at holde sammen på mig selv, for at kunne holde sammen på resten af familien. Vi fejler ingenting, men vores ferie viste sig at være Ferien Fra Helvede. Måske det rene ingenting sammenlignet med alt det andet, der er sket i verden, men ikke desto mindre to uger, jeg skal bruge tid på at fordøje.

Vi er hjemme nu, takket være hende her…

Annemette stod i Flensborg i silende regn tæt på midnat og ventede, da vi kørte ind på pladsen foran Hertz og kunne parkere den lejede bil, som endte med at bringe os hjem. Den måtte køre til grænsen og ikke over. Der stod hun og ventede med en varm bil, varme knus og sikker sidste trehundrede kilometer, inden vi ramte hjemmet ved tretiden i nat.

Undervejs har vi været gennem det, der skulle vise sig at være et total rotteinvaderet feriehus. Vi er konfronteret med et Novasol, som syntes, at det er i orden at byde deres gæster at måtte vente fem dage på at blive flyttet og for øvrigt ikke giver noget, som fortjener betegnelsen service, når man har brug for det, men i stedet smækker røret på, når de synes, at man bliver for insisterende. Jo! De smækker virkelig røret på. Vantro er ikke for stærkt et udtryk at bruge om mit ansigtsudtryk, da vi oplevede det.

Vi sov kun sparsomt den første uge og kun om dagen. Om natten blev huset levende. Alle steder var lyden af kradsende, bidende rotter. I vægge og på taget. Allevegne. Novasol brugte fra tirsdag morgen til lørdag aften på endelig at få installeret os et andet sted. Ingen undskyldning, ingen kompensation, ingen opfølgning og absolut kun arrogant og flabet afvisning fra den danske hotline, hver eneste gang, vi var nødsaget til at ringe til dem. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende og naturligvis ønsker vi en uddybende snak med Novasol nu, da vi endelig er hjemme igen.

Det er efter min bedste overbevisning ikke mig, der skal tage kontakt efter sådan en oplevelse. Det er Novasol, som undervejs må følge op og sørge for, at jeg er en glad og tilfreds kunde, nu de vælger at bruge vores første ferieuge på at ignorere, at de har installeret os i noget, som under ingen omstændigheder kan være ukendt for dem, medmindre huset har stået aflåst lige indtil det sekund, vi valgte at stikke nøglen i døren. Det tror jeg næppe er tilfældet. Vi blev endelig flyttet lørdag, som er skiftedag hos Novasol. Det kunne ligne en tanke.

Et betalt hotel i ventetiden havde ikke været for meget.

For øvrigt er huset lejet ud resten af sæsonen. Mon de har fundet alternativ til de gæster, som skulle overtage huset i går klokken 16? Det håber jeg og jeg er spændt på at høre, om vi er enige om, at vi naturligvis ikke skal betale en øre for en uge i et hus, som var fuldstændig invaderet af rotter og derfor ikke bød på ret meget af det, vi havde drømt om i forbindelse med denne feriebolig. Forudsat er selvfølgelig, at vi overhovedet kommer i kontakt med dem. Det sidste har nemlig vist sig, at være overordentlig vanskeligt.

Lørdag blev vi som sagt flyttet. Flyttet til et hus, som lå helt anderledes og slet ikke kunne leve op til det, vi kom fra, men det var, hvad vi kunne få ifølge Novasol. Vi boede på toppen af et mindre bjerg og midt i et tæt villakarter i en lejlighed i et hus, indehaveren også selv boede i. Hun og hendes familie og venner skulle hver dag passere lige forbi det beskedne stykke terrasse, vi havde i forlængelse af lejligheden, så der foregik en livlig trafik en meters penge fra, hvor vi sad og det føltes så akavet og invaderende, at vi faktisk ikke brød os om at sidde der til skue.

Tirsdag i samme uge var der et frygteligt regnvejr og Kenneth var involveret i et biluheld. Han endte sin køretur i bagenden på en lastbil med hænger. Han slap med skrækken, men bilen blev smadret til ukendelighed og fra det øjeblik var vi stavnsbundet i en lejlighed, hvor vi ikke følte os tilpas, når vi sad udenfor lejligheden. Vi boede som sagt på toppen af et bjerg uden offentlig transport til og fra toppen, så der var ikke andet at gøre, end at blive, hvor vi var.

Når vi ikke sloges med Novasol, brugte vi tiden på at prøve at finde en løsning på noget, som kunne være endt meget værre, end det gjorde, men alligevel var helt unødvendigt.

Hjemmefra havde vi ringet og talt med vores forsikringsselskab. Vi ville være ethundrede procent sikre på, at vi var dækket helt og aldeles ind ved alle former for tænkelige og utænkelige uheld. Kvinden vi snakkede med forsikrede os om, at det var vi. Vi gentog mere end én gang, at vi ville være helt sikre. Hun sagde, at vi trygt kunne køre afsted i retning af Frankrig. Vi var dækket ind på kryds og tværs.

Vi var ikke dækket ind på kryds og tværs. Faktisk knapt på kryds. Vi troede, at vi havde forsikringen til en bugsering til Danmark. Vi troede, at vi havde forsikringen til en erstatningsbil. Vi troede så meget og havde i sidste ende ingenting.

Vores bil står hos en sydfransk automekaniker i Saint Maxime, som havde en nabo, som kunne lidt engelsk. Sammen fik de og Kenneth skruet en aftale sammen. Om et par uger er bilen repareret og klar til at blive hentet. Hvordan? Gid vi vidste det.

Hertz havde én bil, som måtte køre til Flensborg og ikke én kilometer længere. Lise, som er ansat hos Hertz, gjorde en forskel. Hun har forstået, hvad service og ikke mindst empati og medmenneskelighed er og en skønne dag må jeg takke hende. Hun var utrættelig og endte med at finde den bil, som kunne bringe os tæt på hjem. Der fra tog Annemette over.

Det hele blev løst, men det kostede kræfter og nattesøvn. Det var aldrig gået uden Annemettes utrættelige hjælp og støtte herhjemme fra. Jeg græd af lettelse i nat, da jeg så hende stå i regnen ved Hertz i Flensborg og vente på os. Når jeg har sovet en nat, vil jeg gerne vide, hvor man kan bytte en brugt sommerferie. Tak.

Du vil sikkert også kunne lide