Gid man blev klogere… snart…

Kender du det med, at man tager en tykbundet gryde, en stak krydderier, en finthakket chili og lidt olie?

Man tænder bål under gryden (her trykker vi bare på en knap og jeg forundres til stadighed over farten på induktion, hvorfor du nok kan regne ud, at jeg ikke står ofte ved ildstedet), lader olien blive varm og lader så det hele hygge sig et øjeblik, inden man topper med trættende mange skiveskårne rødløg og en stak gode, solmodne tomater fra grønthandleren inde på hjørnet af Niels Ebbesens Gade og Danmarksgade, fordi han har de mest smagfulde og tillige med billige tomater i staden Aalborg.

Det hele får en passende mængde rødvinseddike og en lige så afmålt passende mængde muscovadosukker, inden man lader det passe sig selv.

Nogen kommer måske forbi og siger, at det dufter dejligt og hvad er det i grunden for krydderier, man har anvendt. Så må man stå og træde sig selv lidt over tæerne og blive forlegen, fordi man allerede har glemt det og der ikke er gået meget mere end tredive minutter, siden man hældte blandingen i gryden. Det er en forsmag på alderdommen. Så står man der og ligner en torsk på land for til sidst at slå det hen med “det er en hemmelighed“, som om man har fuldstændig styr på, hvad man har kommet i gryden.

Godt det med løgnen og den sorte streg i panden viste sig at være usandt.

Senere kan man så konstatere, at den slags har det med at tage tid. Lang tid, for konsistenskrævende er man jo. Vi taler faktisk om noget, der kunne ligne en halv dag. Stille og næsten sagte putren på komfuret. Ikke meget opmærksomhedskrævende, men med ønske om langsommelighed.

God tid er nogen gange forudsætningen for kvalitet, så man må væbne sig med tålmod. Eddikelugten fortrænges langsomt af noget, som kunne sende minder om karamel, ketchup og sommerdage i retning af næser indenfor rækkevidde. Nu er det, at man skal finde de fine glas frem. Man skal rengøre og stille klar. Nu er det færdigt.

Bagefter kan man overveje, om man vil henkoge eller anvende Atamon, men i sidste ende står man tilbage med en tomatchutney, der kun er for lidt af og det selvom der er adskillige (store) glas på lagerhylderne i skatkammeret.

Det smager så godt, at man vil gå til yderligheder for at få lov til at smage. Man opfinder argumenter for hvorfor tomatchutney er en nødvendighed, når man spiser morgenmad. Man forklarer, at tomatchutney er fuld af vitaminer og derfor faktisk må på den pølsemad, man spiser til frokosten. Man kan sagtens overbevise om, at eftermiddagsbollen er smurt med marmelade og ikke tomachutney, bare afstanden er tilstrækkelig stor og heldigvis er det ikke usædvanligt i dette hus, at man supplerer aftensmaden med sylterier, så der får chutneyen også ben at gå på.

Gad vide, om man nogensinde bliver i stand til at gentage? Sikkert ikke, men så må man græde. Man er godt dum, når man ikke noterer lidt undervejs i denne type eksperimenter, men vil man ikke høre, må man føle.

Hvem man er? Det aner jeg virkelig ikke!