Sød, stille søndag som sædvanlig

Søndag startede med et brag. Regn, torden og lynild brød løs omkring klokken fem. Jeg elsker torden, så jeg lå bare stille under den varme dyne og lod barndommens dejlige minder om farmors trygge, varme krop og den tunge dyne, som omsluttede mig i tordenvejr, opsluge mig. Hyggeligt var det.

Jeg måtte lige starte endnu et strikketøj. Jeg er et skarn…

Bagefter var jeg så heldig at falde i søvn igen. Det er ikke givet, at det sker. Faktisk er normen, at det ikke sker. Jeg sover, som vinden blæser og når jeg først er vågen, er det sjældent lykkes mig at falde i søvn igen, men denne morgen skete det altså. Jeg vågnede igen 6.37 og så var det op og finde kaffen frem. Jeg hygger mig på sådan en søndag morgen. Huset er stille og jeg ved, at der foran mig ligger nogle timer, som er mine. De timer skatter jeg højt. Det er sjældent, at jeg er alene med mig selv uden konstant at blive draget ind i virkeligheden. Jeg er født nysgerrig, så det er sundt for mig, at der er timer, hvor der kun sker det, jeg foranlediger. Oftest er det ingenting, lidt strik og en kop kaffe med radio eller en god historie. I dag var ingen undtagelse.

Jeg har længe gerne villet strikke Goodwill. Jeg ved ikke, hvorfor den er blevet glemt til fordel for andre strikketøj, men det er den lige indtil denne morgen, hvor jeg – fordi jeg jo rydder op de underligste steder – faldt over opskriften. Nu skulle det være…

To tråde Blackhill Højlandsuld i farven Havregrød og mine Knitpro i træ. Den rene, uforfalskede luksus.

Jeg strikker, drikker kaffe, lytter til Café Hack og vasker den ene maskinfuld tøj efter den anden, mens jeg venter på, at verden er så tør, at jeg kan slå græs. Jeg roser, opmuntrer og beundrer, mens Kenneth slider for at gøre køkkenet færdigt. Der er nok at se til for den mand, men belønningen er, at det bliver rigtig godt. Og en æbletærte i eftermiddag, tror jeg…

Søndag er en yndling. Må din blive det samme :-)

Relaterede skriv

41 kommentarer

  • Svar
    Jeanne Bay
    13. september 2011 at 20:36

    God aften Liselotte.
    Er meget ofte inde på din blog for det er sådan en vidunderlig, berigende, inspirerende og opløftende én. Blev også helt vildt begejstret for Goodwill og var inde på Kim Hargreaves side for at købe bogen, men desværre var den udsolgt. Ih altså, hvor ærgerligt, når du nu viser sådan en skøn model og i det skønnest garn. Du kan vel ikke give mig et tip om, hvor jeg evt. kan købe boge/opskriften andetsteds? Det ville glæde mig meget, for det er jo godt at have noget spændende strik til den mørke vinter, hvor man jo skal hygge inde med levende lys, te og et godt strikketøj.
    Venlig efterårshilsen fra Sydfyn Jeanne

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      14. september 2011 at 11:12

      Tak for de dejlige ord om bloggen, Jeanne :-)

      Bogen kan sikket købes i forskellige butikker over hele Danmark eller via Amazon. Jeg kender jo ikke sydfyn og har derfor ikke lokale forslag, men prøv at Google bogen :-)

  • Svar
    Irene Aagaard
    11. september 2011 at 18:18

    Hvor er den smuk den cardigan! Spændt på at se hvordan din kommer til at se ud – du er sikkert snart færdig sådan som du turbostrikker:-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      12. september 2011 at 06:46

      Okkenej, Irene, for det meste af min tid ligger enten på arbejde eller inde hos chefen, hvor jeg pakker, så strikketiden er meget begrænset for øjeblikket :-)

  • Svar
    Jane
    11. september 2011 at 17:27

    Wauv hvor er den bare flot den der Goodwill – og smukt garn. Begge dele kommer hermed også på min “one-day-maybe” liste – måske endda på “one-day-for sure” listen.
    Rigtig god søndag.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:45

      Det er en smuk cardigan, Jane. Jeg har længe villet strikke den. Nu bliver det for alvor :-)

  • Svar
    Sidsel
    11. september 2011 at 17:27

    Den er sørme ret så lækker.. Fed farve du har valgt. Sød detajle der ved ærmet… Den skal nok blive fin. Jeg pakker stadig ud og væk.. Indser at jeg jo mangler mere garn:-)) Men først skal et værelse laves om, så skal der en reol ind. Og så skal lagergarn på plads. Tænker hvordan i hele hule h….. har andre deres stash gemt væk? Har du en god idé?

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:44

      Mit garn ligger frit fremme i åbne reoler, for jeg skal kunne se og røre, lade mig inspirere og hygge mig med synet af det :-)

      Er der lukket på Læsø for vinteren nu? Du trængte vist lidt til fastlandet, så det er godt at vide, at du er her nu :-)

      Garn til lageret, det er Kenneth jo leveringsdygtig i, så det… ;-)

      • Svar
        Sidsel
        11. september 2011 at 19:06

        Tak, hjemkomst dejlig!! Nu vil jeg alt det jeg har savnet! Mine hjem er bare SÅ forsømte.. Gør stadig rent og flytter rundt. Læsø er lukket og slukket. Der var dyre lærepenge, men det bliver MEGET anderledes næste år. Tror også åbne reoler er bedst. Og Kenneth, jeg savner den der blodappelsin. Med hvad skal lave.. Der skal pink i og limegrønt…haha.

        • Liselotte
          Svar
          Liselotte
          12. september 2011 at 06:45

          Du har gode ideer, Sidsel. Striber, siger jeg, for jeg elsker striber ;-)

  • Svar
    Mia Folkmann
    11. september 2011 at 16:44

    Se, jeg tænkte det nok! Jeg skal bare gå ind på din side, og så ser finder jeg ENDNU en sød trøje, jeg gerne vil have. Hvor er den bare smart! Men desværre ser jeg, at den skal strikkes med to tråde, og nybegynderen her kan straks forudse problemer. Lige pludselig lader jeg mig fange af den spændende lydbog, der kører under strikkeriet, og vupti! så har jeg strikket de forkerte masker sammen… ;-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:27

      En skønne dag kan du, Mia. Det er godt at starte, hvor man er. Succes er den bedste vej til udvikling, så klø du bare på :-)

  • Svar
    Christina
    11. september 2011 at 15:33

    Vi havde også aften og nat med bulder, brag og lysshow i Aarhus. Det var virkelig flot!
    God søndag til dig også:-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:26

      Det er utrolig flot, når det står på :-)

  • Svar
    Helle fra Vejgaard
    11. september 2011 at 15:19

    Ja sikke bulder i nat uha, jeg faldt dog hurtigt i søvn igen. Ih jeg bliver SÅ misundelig når du viser alt dit strikketøj….hm findes der strikkekurser? Jeg må da kunne lære det!!!
    Denne model er også så super fin!!

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:26

      Selvfølgelig kan du lære at strikke, Helle – og kurser? Hmmm… jeg gad rigtig godt lave et engang :-)

  • Svar
    Donald
    11. september 2011 at 15:17

    Hils Kenneth! Og giv ham al den ros du orker ;)
    Her kører vaskemaskinen også, men græsset er tørt – og er slået! Ugh. Jeg håber du har mange IngridMarie æbler :)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:25

      Han får al den ros, han fortjener og det er meget, Donald :-)

      Ingen Ingrid Marie i år :-(
      Jeg er så ked af, at det igen ikke er lykkes, men måske næste år.

  • Svar
    Britta A.
    11. september 2011 at 14:56

    Sikke en lækker trøje… du inspirerer :-)

  • Svar
    Britta A.
    11. september 2011 at 14:55

    Ja, søndag er dejlig og sikke en vidunderlig septembermild stemning vi har i dag. Om lidt tager vi på brombær-plukke- tur i skoven. Så skønt med årstidens bær og frugter :-)
    En varm og god søndag til dig, Liselotte !!

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:25

      Jeg håber, at I fandt masser af brombær, Britta. Vejret har i hvert fald været skønt :-)

      • Svar
        Britta A.
        11. september 2011 at 18:28

        Ha…! 175 gr. brombær kunne det blive til – så det ser ud til at jeg lige må vente et par uger mere. Så tror jeg posen kan blive fyldt ;-) Det er med at ramme det rette tidspunkt, for de er meget afhængige af rigelig sol :-)

        • Liselotte
          Svar
          Liselotte
          12. september 2011 at 06:44

          Du har ret, Britta. Man skal ramme det helt rigtige tidspunkt og så er min erfaring, at de modnes i meget forskelligt tempo. Jeg høster lidt og ofte :-)

  • Svar
    Therese
    11. september 2011 at 14:27

    Tænk hvis jeg kunne stå op så tidligt (uden at føle det som om jeg havde været med i et trafikuheld), så ville jeg jo få så meget mere ud af dagen :-)
    God søndag til dig ! Jeg håber på mere tordenvejr, for jeg sov fra det i formiddags.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:24

      Nu har du jo lidt at se til om natten, Therese, så det er vist helt i sin orden at tage en skraber eller to, når de byder sig til :-)

  • Svar
    Marianne
    11. september 2011 at 13:41

    Takk fordi du sukrer min søndag også!
    Vi hadde (det samme?) tordenvær i natt, her oppe i nord, men jeg sov, -heldigvis. :)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:24

      Jeg elsker torden, Marianne – så jeg tager gerne din for dig ;-)

  • Svar
    Tante T
    11. september 2011 at 12:29

    Søndag er bestemt en yndling.
    Men kan vi ikke spole tilbage så vi igen har fredag…

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:23

      Jeg er med på en tilbagespoler. Hvor pokker sidder knappen? :-)

  • Svar
    Ulla
    11. september 2011 at 11:41

    Det lyder som en helt vidunderlig morgen Liselotte..
    Må du og dine få en fortsat dejlig søndag.
    PS: Jeg satte mig ud i morgensolen kl. 7 med mine striber, og bare nød.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:23

      Du er et heldigt menneske, Ulla. Jeg er sikker på, at I forstår at nyde livet under de sydligere himmelstrøg og det er jer vel undt :-)

  • Svar
    Olines
    11. september 2011 at 11:35

    Yes søndag er en yndling! Det er utrolig smukt strik du netop er startet på. Jeg vil vise den til teenageren her i huset, måske den kunne friste hende?
    Dejlig søndag til dig og dine

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:22

      Jeg er vild med den trøje, så måske der er flere, som er det samme… :-)

  • Svar
    Irene
    11. september 2011 at 11:07

    Jeg elsker også mine morgener i stilhed, med min kaffe og min pc. At vågne i fred og ro og bare nyde at have tid til mig selv, sådan har jeg det også :-)
    Irene

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:22

      Alenetid er dejligt :-)

  • Svar
    et cetera
    11. september 2011 at 11:04

    Uanset om man er aktivt strikkende – eller ikke … så er billederne her det rene søndagsguf :-)
    – og hep til Kenneth, som tager et køkkenryk. Når man har været så ualmindelig heldig i par-for-livet-afdelingen, Liselotte … så kan man også leve med, at tingene ta’r den tid de nu ta’r – vores dejlige mænd har trods alt også kun to hænder og 24 timer til rådighed! :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:21

      Du har så meget ret, et cetera. Vi har været heldige og der er kun 2 hænder på de mænd, så jeg øver mig i ikke at skynde ;-)

  • Svar
    Fie
    11. september 2011 at 11:01

    Ja her begyndte det også med et brag. Kl. 3 i nat blev jeg vækket af lyn, der blev ved med at kommen. Torden var der ikke meget af, men der var ikke mange ophold mellem lynnedslagene. Og flot ser det ud, det fortsatte i en times tid mens jeg bare lå og sov. Jeg har praktiseret søndagsnydning hele weekenden og fortsætter nok også de næste par dage, for det er endelig blevet sommerferie for mig.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 17:21

      Tillykke med sommerferien, Fie. Jeg håber, at du har nydt søndagen :-)

  • Svar
    Citronmoster
    11. september 2011 at 10:54

    Og en god søndag til dig og dine. Torden og lynild er nu nået til nordsjælland. Hold da fast for et fyrværkeri :)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. september 2011 at 11:00

      Det er vidunderligt med torden, synes jeg, men jeg elsker nu også solen, som skinner her :-)

      God søndag til dig også :-)

    Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)