56

Rødt chok eller lidt om hvor meget jeg egentlig er begyndt at minde om en rosin

Jeg har hæklet et halsrør eller en halsedisse eller er rundt halstørklæde eller…

I hvert fald har jeg haft fingre i den tykke hæklenål. Den der ikke lader sig betjene med elegant underspillet ekspertise, men den som efterlader et indtryk af en hæklenovice med en jomfrus forskrækkelse for alt, man skal holde ved. Jeg bliver så vred, når jeg hækler på den måde. Irriteret og vred. Ingenting vil, som jeg vil. Måske jeg bare skulle lade være så, men resultatet er jo alle anstrengelserne værd.

Jeg har været i gang med hæklenål nummer 10 mm og det er på kanten af det forsvarlige, vil jeg sige. Vi nærmer os en hegnspæl og jeg vil tro, at den snildt kunne understøtte mindre byggerier.

Ikke alene er farven helt fantastisk, men resultat er bare sådan et, jeg er helt vildt tilfreds med. Jeg kommer til at elske den tingest for vildt. Opsigtsvækkende vildt, tænker jeg. I hvert fald opsigtsvækkende. Man går ikke stille gennem livet med den om halsen. Farven er sådan en art neonrød/-orange, som bare gør noget godt for ethvert antræk til efterår.

Opskriften har jeg fundet her. Jeg har brugt 377 gram af en ny uld, som snart kommer i Kenneths butik. Man kunne bruge så meget andet og også noget, som er lettere, men jeg er faktisk temmelig vild med den tunge fornemmelse garnvalget giver.

Jeg var ude i naturen i morges. Jeg var derude sammen med min nye halsven. Jeg ville fotografere den. Lad mig bare sige det med det samme. Det var ikke nemt. Alene er halsedissen nem at arrangere, så mønstret kommer til sin ret og det er jo smukt, men det er straks vanskeligere at se, hvordan hækleriet tager sig ud arrangeret om en passende hals. Sådan en havde jeg ikke, så jeg måtte bruge min og for enden af den sidder altså et hoved, som er både morgenkrøllet og faktisk ualmindelig svært at arrangere, så det komplimenterer den smukke halsting.

Først besluttede jeg, at jeg straks ville kassere, som i slette for evigt og aldrig nogensinde se igen, alle billederne, men så tænkte jeg, at virkeligheden jo egentlig er, at sådan her ser jeg ud en tidlig morgen, når jeg endnu ikke har arrangeret alt pynten og sat krøllerne. Når jeg står og skæver et andet sted hen, fordi jeg tror, at jeg kun tager et billede af kraven og slet ikke selv kommer med på billedet (ha, hvor jeg tog fejl, for jeg mangler det nederste af kraven og får i stedet alt for meget mig med, men det lod sig ikke rette med mine korte arme). Når jeg står og tænker, at jeg også lige må huske at veje halsedissen. Når jeg egentlig ligner min far så meget, at jeg næsten får et chok ved synet. Når jeg kan genkende alle folder og rynker. Ikke som mine, men som fars.

Det må være godt nok, tænkte jeg så. Det er jo mig, Liselotte, så her er jeg råt for usødet. Halsedissen er da meget pæn.

Du vil sikkert også kunne lide