17

Hvordan jeg laver ingenting og alligevel en hel masse uden nogensinde at blive færdig…

Lørdag er stilhed og alenetid med kaffen indenfor rækkevidde. Jeg startede dagen i mørke, men lyset er kommet og gør formiddagen venlig. Der er ikke skyggen af sol, men måske senere. Jeg er i grunden ligeglad. Jeg sidder og hygger med mig selv og radioen, mens jeg undres over, at andre kan sove hele formiddage væk. Nogle endda eftermiddagen med.

Så finder jeg vej ind i garnreolen. Jeg er håndarbejdsrastløs og umulig at fastholde. Jeg starter hundrede ting op og de strander. Sådan er det bare lige nu.

Det er godt at hænderne selv finder vej ind i garnets muligheder og henter frem, tryller og fortæller mig, at jeg kan eksperimentere og lege uden at føle, at det skal være færdigt i morgen. Måske jeg kan lykkes med et lille, forsigtigt projekt? Man har da lov til at undersøge det, så det gør jeg… og forkaster…

Jeg ender et andet sted, der er mere roligt. Sådan skal det vist være lige nu…

Jeg fortsætter ufortrødent en tid endnu. Måske når jeg til et eller andet fornuftigt og brugbart resultat og hvis ikke, var det hyggeligt så længe.

Om et øjeblik vil jeg røre en dej. Sådan én, som kan hvile resten af dagen.

Du vil sikkert også kunne lide