Kvædebrød eller Cotognata

Det der med at være vild med gedeost, det er jeg altså aldrig rigtig kommet efter. Det er en acquired taste og jeg véd det, men alligevel er det ikke noget, som nogensinde bliver min favorit. Det eneste og noget i nærheden, som jeg kan lide, er Manchegoen, som til gengæld altid er at finde i vores ostebeholdning, når vi kan få fingre i den. Det er ikke ged, men en fåreost, som også smager umiskendeligt af, hvad den er, men jeg har lært at elske den og nyder, når jeg kan sætte tænderne i lidt af den.

Det gør jeg f.eks. flittigt på vores rejser. I Frankrig fås den sagtens trods sit spanske ophav og jeg elsker den, men sammen med Cotognata eller kvædebrød, som vi kalder det, bliver den forvandlet til en bid af himlen.

Jeg koger kvæder. Aromaen kryber ind i alle hjørner. Det skal ende med Cotognata. Lige nu koger mosen langsomt ind. Væde fordamper. Bagefter skal det tørre i dagevis og skæres ud i passende stykker, som skal vendes i sukker.

Jeg drømmer allerede om den mad, jeg skal nyde julemorgen. Manchego med Cotognata. I allerbedste selskab. Det bliver lykkeligt.