38

Jeg gjorde det fandeme eller hvordan tusinde af vrangmasker kan ende med at gøre mig lykkelig…

Jeg gjorde det! Jeg gennemførte. Også selvom der var tidspunkter, hvor jeg var mere end tæt på at kaste håndklædet i ringen eller ponchoen på bålet. Vrangpinde af episke dimensioner og tålmodighed på størrelse med den treårige kan mønstre, når man beder dem vente på en is, er ikke nogen god kombination, men det lykkedes. Jeg er i mål med endnu en poncho.

Jeg har været utrolig glad for den første. Jeg omtrent bor i den. En at supplere med og i en anden af yndlingsfarverne måtte jeg altså strikke, så der blev fundet frem af gemmerne, for den skulle være grå. Mmmm…

Jeg strikker ikke meget for øjeblikket. Mit liv er fyldt med alt muligt andet og tiden til at strikke er reduceret til fordel for andre, dejlige ting. Sådan er det lige nu. Om lidt er det måske anderledes. Indtil da nyder jeg de små, intense stunder med strikkepindene og alt det dejlige garn, manden i mit liv sørger for, at jeg aldrig mangler.

Ponchoen her bliver akkurat lige så højt elsket, som den første er. Farven er lige mig og passer perfekt ind i resten af min kedelige garderobe. Hvis du gerne vil vide mere om ponchoen, kan du følge linket til den første, hvor jeg har skrevet mere udførligt om garn, mængder og opskrift.

Jeg opdagede med den første poncho, at det var vanskeligt at kende forskel på for og bag. Nu går jeg rundt med et rødt kryds i nakken. På dem begge. Måske du kan bruge idéen :-)

Du vil sikkert også kunne lide