Sen lørdag eller hvordan jeg har opdaget et hidtil glemt talent for at trække veksler på fjedre og dun

Nogle lørdage ender helt anderledes, end de var tænkt. Sådan er denne lørdag, som egentlig skulle have været tidligt op og i gang, fordi vi skulle have dejlige gæster. Sådan gik det bare ikke, for en af vores gæster er ikke helt frisk, så vi må vente med at ses, til hun igen er på toppen. I stedet kan vi kriges på Wordfeud og det er nu heller ikke helt tosset, for måske jeg endelig får skovlen under hende, nu hun er omtåget og svag. Normalt har jeg nemlig ikke en chance.

I stedet for at stå tidligt op, valgte jeg det modsatte. Jeg øver mig i at være langsom og ugidelig og det viser sig, at jeg har talent. I dag blev klokken næsten elleve, inden jeg sneg mig ud fra den varme dyne og trådte ind i virkeligheden. Jeg havde læst om Sørine, spillet lidt, chattet og bare sådan lørdagshygget på den fede måde. Det kommer tilpas, det talent for dovneri.

Der er strikketøj, som venter på at blive motioneret. Jeg strikker endnu en af yndlingsponchoerne, men denne gang i den fedeste babyalpace, som er så lækker, at jeg – og det her er stort – har valgt at genoptage strikkeriet, efter at have strikket omtrent totusindefemhundrede masker forgæves, fordi jeg tilsyneladende sov den aften, da jeg placerede halsen. De er trevlet op. Jeg er startet igen med fornyet kraft, fordi jeg vil. Jeg vil!

Der var køkkenoprydning, der ventede. De unge mennesker lavede aftensmaden i går. De arbejder i et tempo, der er imponerende tæt på ikke at eksistere, så vi spiste sent og efter maden tabte jeg min ånd et sted mellem dag og nat, så jeg opdagede ikke, at de efterlod oprydningen til mig. Jeg opdagede heller aldrig, at vi aftalte det, så måske vi lige skal have en snak, når de vågner…

Der er ord, som venter på at blive opdaget og slugt. De skal ikke vente længe. Om et øjeblik er jeg ved vejs ende med Sørines livseventyr og så tror jeg, at en af mine fødselsdagsgaver skal motioneres over en kop af den stille, varme kaffe og en ostemad. Praktikaliteterne må vente. Livet er godt.