Nyt lytteaggregat eller hvordan Kenneth bliver ved med at overraske mig

Ovenpå mine overskabe i køkkenet står en radio. Der har stået en i efterhånden mange år. Jeg lytter til radio dagen lang, hvis jeg får lov. Det er vist sådan en af de der vaner, man tager med hjemmefra, uden rigtigt at reflektere over den. Man gør bare det samme. Stiller ind på P4 og lader dagen gå sin gang. Jeg gør i hvert fald til stor morskab og ind imellem også pinefuld irritation for Kenneth og Oline, som synes, at jeg er tåbelig og latterlig, når jeg klokken lidt over seks begynder at skrue op til faretruende og ubehagelige højder, tages i at svinge med hofterne og begynder at kommentere Mylles tåbeligheder, mens jeg synger med på det meste.

Helt grumt bliver det om søndagen, når jeg har lyttet til Café Hack og efterfølgende glemmer, at radioen er tændt. Når Giro 413 først starter, står jeg til halshugning.

Når det er sagt, er det værste i virkeligheden nok, at den gamle radio forlængst havde opgivet ævred. Den var sart ud over det sædvanlige og skrattede hysterisk, hvis man kom for tæt på. Den skiftede kanal, når man fornærmede den og der skulle, når sandheden skal frem, foruroligende lidt til at gøre den sur. I det hele taget var den ikke meget andet bevendt end en evig kilde til hysterisk irritation for primært Kenneth, som jo er lyd-mand om en hals og derfor ikke alene skulle leve med, at lyden var latterligt ringe, men også skulle forholde sig til, at radioen kun var ude på at stresse ham med improviserede og pludselige stemninsskift, som gav sig udslag i skrattende og uskøn lydgengivelse. Akkedog, men så kan der da handles og det blev der…

Nu har jeg ny radio. Jeg er endda blevet så moderne, at jeg DAB’er derudaf. Lyden er af en sådan beskaffenhed, at selv Kenneths sarte ører holder det ud og allerbedst – og det er altså stort – så fik vi en mand/kone-svingom i køkkenet i går aftes, da de spillede Jukebox. Det er nok cirka tredje gang i vores trediveårige parløb, at det er sket. Yeah…

I’m like a jukebox, baby…