16

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af…

Det blev sent dag i dag. Det startede gråt. Så skinnede solen et øjeblik og bagefter fik vi igen grå vinter, men sådan et formiddagskig ud over byen fra havnesiden er slet ikke en tosset start. Jeg så Limfjordsbroen med Hedegaard i baggrunden. Havblik. Omtrent. Blå himmel med rester af fly på vej ind og ud af byen. Jeg så måger og rester af fisk. Jeg så travle bilister og friske cyklister, som krydsede broen i hastigt tempo. Imens vegeterede jeg.

Jeg ventede. Jeg holder meget af at vente. Man kan ikke andet end være, når man venter. Jeg er god til at være og vente, når jeg selv skal sige det.

Pludselig blev jeg overrasket af et tog på vej mod Frederikshavn. Jernbanebroen er langt fra lydløs.

Engang boede min far i lejlighed i Absalonsgade. Toget kørte forbi oppe på skrænten i baggården. Det kunne man også høre. Og mærke. Alting rystede og glassene i køkkenskabene klirrede.

Jeg er sprunget i fjorden fra broen der. Vi kravlede ud langs skinnerne og den største vovehals var ham/hende, som kom længst ud af broen, inden vi hoppede i vandet. Jeg vandt mere end én gang.

Så svømmede vi ind til land igen. Jeg kan stadig huske lugten af fjorden på sommervarm hud. Jeg husker fornemmelsen af den grove, men solvarme beton på bagsiden af lårene, når man bagefter satte sig på kanten og kiggede på de andre, mens man ventede på, at underbukserne skulle tørre. Det tager tid med fornuftigt bomuld, kan jeg huske.

Lugten af tjære blandede sig ind imellem med duften af havvand og lugten henne fra tekstilfabrikken og de dufte vil vist for altid være forbundet med lange, varme og sorgløse somre for mit vedkommende.

Vi fortalte aldrig vores forældre, at vi legede den leg. Det var nok klogt.

 

Du vil sikkert også kunne lide