Jeg har frosset som en uldløs rya hele dagen. Det hele startede med et længerevarende ophold i et køleskabskoldt lokale i morges og når først jeg er bundfrossen, skal der altså noget til at tø mig op igen. Jeg kan næsten ikke få varmen, så jeg er sådan småmopset og kortluntet, fordi jeg hader at fryse. Så hellere svede, så det tapløber. Brrr…
Heldigvis er kaffen varm og klar på et øjeblik, da vi vender hjem efter en “byen-rundt” efter Oline og dagligvareraidet nede om hjørnet, hvor vi nær aldrig havde fået en parkeringsplads. Jeg er ude af træning og ved slet ikke, at man aldrig nogensinde skal handle omkring klokken 16. Det lærte jeg på den hårde måde i dag, men Oline hjembragte citronis og flere liter paplignende popcorn, så der er ikke et øje tørt.
Mens kaffen brygges, er jeg klar på en smut udenfor, for at forevige den tidlige, men smukke solnedgang. Vi er begavet med nogle åndeløst smukke af slagsen for øjeblikket, synes jeg. Jeg husker at nyde dem, for man ved aldrig, hvornår man ser den sidste. Banalt og højtravende på én gang, men lige her, ganske tæt ved mig, er mennesker, som i den grad ved, at det er sandheden.
Vi mindes alle om, at livet er kort og beskidt og man står sig bedst med at forliges med den tanke og så for øvrigt sørge for at prioritere livskunst såsom at nyde, grine og elske. Det er sundt at blive mindet om.
Da jeg er tæt ved ikke at kunne holde kameraet stille længere, fordi jeg fryser helt ind i kernen, trækker jeg indenfor. Her sidder Oline og Oskar side om side ved langbordet, hvor de hygger sig med de føromtalte popcorn. De er svært gode venner, kan jeg se. Det kunne godt være, at popcornene har en andel i det tætte venskab, men hyggeligt ser det i hvert fald ud.
Jeg gør klar til at indtage langbordet med dem. Kaffe, iskold cola og så lige et strikketøj, for jeg kan snildt nå et par pinde, inden jeg skal i gang med aftenens menu; vintergryde med spark af en vallak på størrelse med et halvt haveskur. Kenneth er fritaget. Han arbejder helt vildt i disse dage. Fra tidlig morgen til ud på natten er han i gang. Jeg glæder mig voldsomt til, at vi om nogle uger kan melde ham ud af samfundet for en uges tid. Jeg savner ham. Vinterferien står og blinker som en helle forude. Så skal han forkæles.
Indtil det sker, hjælper jeg, hvor jeg kan og med hvad jeg kan. I dag bliver det til en indsats ved ildstedet.
Ups, jeg kom vist til at spise en lille karamel…
Lise Lotte - tirsdag 31. januar 2012 klokken 17:36
Altså tusinde tak for endnu et skønt indlæg. Jeg bliver både i fantastisk godt humør, får afprøvet om smileelastikken virker endnu og jeg får tænkt lidt over tingene. Skønt indlæg.
Jeg kigger tit forbi, for du har en helt fantastisk måde og skrive på. Dejlig blog.
Mange hilsner herfra
Lise Lotte
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:30
Tusinde tak for de dejlige ord, Lise Lotte. Dem bærer jeg med mig gennem onsdagen :-)
Susanne - tirsdag 31. januar 2012 klokken 17:40
Der er ikke noget værre end at fryse. Jeg har det som du, er jeg først blevet kold er jeg iskold resten af dagen, der er ikke noget at gøre.
Den der gryderet med spark af en vallak lyder interessant, er vi mon ude i noget chili, cayennepeberagtigt? God aften til dig, du har vist fortjent det.
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:31
Jeg nåede aldrig rigtigt at få varmen, før jeg lå under dynen :-(
Der var chili og paprika og hylden-hen i den gryde, Susanne ;-)
Marie - tirsdag 31. januar 2012 klokken 17:50
Ja, venskaber kan opstå på grund af de mest mærkelige ingredienser…men,men godt Olivia og Oskar hygger sig!
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:31
Oline og Oskar hyggede sig vældigt og bestikkelse virker ofte ;-)
Camilla - tirsdag 31. januar 2012 klokken 18:07
Hvad er det kaffen kommervud af? Det ser så lækkert ud.. :-)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:32
Vores kaffebrygger såmænd. Hvis du vil læse mere om den, er den beskrevet mere end en gang tidligere, så prøv at bruge søgefunktionen i sidebaren :-)
Erika - tirsdag 31. januar 2012 klokken 18:28
Ah, et dejligt tirsdagsindlæg. Jeg sender varme tanker afsted fra mig til dig og håber, at de stadigt er lune, når de når frem. :-)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:32
Jeg siger tak, Erika… og alting varmer på sådan en kold dag :-)
Ulla Røjkjær - tirsdag 31. januar 2012 klokken 18:45
Frosset som uldløs rya… ;))))))) den vending vil jeg huske….
Det er ikke noget som succes. Nogle gange kan det bare blive lidt for meget…
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:32
Succes er dejligt! Vi klager bestemt ikke, Ulla, men jeg savner ind imellem ham Kenneth lidt ;-)
Frøken Solhat - tirsdag 31. januar 2012 klokken 19:01
I sandhed en kold men smuk dag……har danset rundt med pingviner hele eftermiddagen på en stivfrossen legeplads så nu er kinderne røde og tæerne kolde ;0)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:33
Uha ja… de som må stå på legepladser i disse dage har min fulde sympati, Frøken :-)
Hjortebjerg - tirsdag 31. januar 2012 klokken 19:04
Her på matriklen kan popcorn også knytte tætte venskaber, med en vis ung firbenet dame! Den endnu yngre firbenede, har endnu ikke opdaget glæden ved popcorn, men så er der jo bare flere til os andre;-)
Min temperaturregulering er tilgengæld lige omvendt din! Jeg bliver kortluntet og gnaven som en anden indespærret cowboy, der savner sin hest og de store vider. Så send endelig den forfrosne kerne denne vej, og jeg kvitterer med tapløb;-)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:34
Jeg satser på, at den indre varme snart må indfinde sig her på matriklen, så jeg slipper for at fryse i nogle år, men måske jeg så hader at svede. Jeg er jo ikke nem ;-)
KirstenK - tirsdag 31. januar 2012 klokken 20:48
Håber du har fået varmen…Da jeg til aften stod og nød solnedgangen tænkte jeg noget i retning af hvad du så fint formulerede… god aften til dig, tag nu “rya” tæppet godt op om skulderen!
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:34
Det tog sin tid med den varme, Kirsten, men det endte med at lykkes :-)
Signe - tirsdag 31. januar 2012 klokken 21:23
Jeg vender også tit tilbage til din blog, Liselotte. Jeg ender altid med at “gå herfra” og tænke, at jeg glæder mig heeeeeelt vildt, til mine børn når Olines alder, og det er slut med småbørns-familielivets evige træthed osv. Tænk at kunne sidde i sofaen med en kop te og strikke – mens børnene (teenagerne!) har egne gøremål, selvfølgelig gerne inden for rækkevidde ;-)
Tak!
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:36
Den tid kommer alt for hurtigt, Signe, så husk at nyde at være lige der, hvor du og din familie er lige nu. Pludselig er tiden hvor det at flytte hjemmefra bliver skrækkeligt aktuelt her og så forstår man ikke, hvor alle årene forsvandt hen. Nyd dem :-)
Mia Folkmann - tirsdag 31. januar 2012 klokken 23:53
Jeg kender godt det der med at savne, selv om man er i samme hus. Min rare mand har også vildt travlt i denne tid, så jeg ser ham dårligt – hører bare noget engelsk radio deroppe fra arbejdsrummet og ved, at han er der. Men det er rart at vide, at han er der – og at jeg bare kan lette mig og gå ovenpå, så han kan få lidt opmuntring og måske et lille knus… :-)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:37
Akkurat som her, Mia. Vi er jo heldige, at vi har dem indenfor rækkevidde, så ingen klager herfra, men lidt savn kan jeg godt mærke ind imellem :-)
Chriss - onsdag 1. februar 2012 klokken 00:31
Altså den Citron-is dér.. Den har jeg stadigvæk ikke fået smagt xD Hver gang Oline og jeg har været oppe for at købe den har de haft udsolgt-.-” Altså.. Det må vi få gjort noget ved:D
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:37
Absolut, Chriss. I må aftale noget, må I… :-)
Benedikte - onsdag 1. februar 2012 klokken 07:17
Brrrr, jeg er heller ikke for god til kulde. Og jeg synes her er koldt alle vegne.
Jeg håber din dag i dag bliver knap så kold og uden hektisk eftermiddagsindkøb.
Glædelig onsdag, og velkommen i februar! :)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:38
Tak og selv velkommen i februar og rigtig god 1. arbejdsdag på land til dig, Benedikte :-)
Mette - onsdag 1. februar 2012 klokken 09:45
Kulden er helt ekstrem i disse dage, så derfor er det bare skønt at kunne trække indenfor. Disse smukke sol- nedgange og opgange er helt fantastiske. Jeg har frit udsyn til begge dele fra min bopæl og i disse dage er himlen et væld af lyserøde, orange, grå og gyldne farver og nuancer, så det er bare så skønt…
I følge vejrudsigten skulle der være rig mulighed for at kunne nyde flere af dem de næste dage….
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 10:39
Solnedgangene er ekstra smukke og jeg er så glad for, at jeg husker at se og nyde dem de fleste dage. Vi må huske at holde øje med dem, Mette :-)
Yrsa - onsdag 1. februar 2012 klokken 14:07
Uhh jeg HADER også at fryse og jeg bliver som regel også syg af det – ikke sjovt.
I disse dage trækker jeg i ekstra sokker, trøje og hue + skiluffer for ikke at fryse når jeg skal afsted til toget (fordi min bil ikke lever mere – helsigvis får jeg en ny i morgen).
På sofaen med en god tyk dyne og en kop the eller kaffe kan som regel få varmen tilbage i kroppen hos mig.
Håber du har varmen idag :-)
Liselotte - onsdag 1. februar 2012 klokken 18:15
Føj, hvor jeg altså hader at fryse og jeg er ikke god til at få varmen igen, så jeg sidder indpakket i plaider og drikker varm te :-)