Og vi så rødt…

Al den lediggang kan da også blive for meget, så da det så ud til snart at begynde at sne, besluttede vi, at vi ville køre ind til byen, parkere bilen og tage et kig på en mikroskopisk del af den. Snevejret ville passe smukt til stemningen vi allerede havde fornemmet forleden.

Vi blev i kvarteret lige omkring domkirken, hvor de ældste rester af Strängnäs ligger bevaret i form af nogle smukke, velholdte huse.

Vi var først inde at se domkirken (mere om det senere), men bagefter gik vi en tur ned ad et par af de gamle, smalle gader lige omkring bakken, hvor kirken er placeret.

Der er rigtig hyggeligt og selvom sneen ind imellem holdt pause, var det alligevel en rigtig fin og vinterlig spadseretur vi kom ud på. Vi skulle lige have røde kinder og pulsen lidt op, så det var fint med en rask tur op og ned ad bakkerne og ind imellem var der tid til lidt pjat, kram og kys. På den måde bliver sådan en søndag eftermiddag jo helt rigtig.

Strängnäs er ikke nogen stor by. Vi sammenlignede et kort øjeblik med Farum i størrelse og geografisk set er det nok ikke helt skævt, men her er lidt færre indbyggere. I Strängnäs bor der cirka trettentusinde sjæle og at dømme efter kirkens besøgende, er de nok ikke specielt sikre på allesammen at komme i himlen. Der var stille derinde i domkirken. Udenfor var der også stille. Søndagsstille. Helt som vi kender det hjemmefra.

Vi mødte ikke mange mennesker på vores vej gennem den del af byen. Måske gad de ikke, at det ind imellem væltede ned med tung, våd tøsne. Måske de bare sad indenfor og spiste sig mætte i store, kalorietunge semlor. Det er da lige tiden for den slags.

Inden vi returnerede til hulen, handlede vi ind til aftenens solide salat. En post blandede nødder og lidt Ben & Jerry skal forsøde aftenen, mens vi putter os med udsigt til store, flagrende snefnug, der smukt daler til jorden. Der er en god kaffebrygger og en stak af de sjove spil. Strängnäs er bare total i orden.