18

Hvorfor det tager så lang tid…

For hvert eneste lille hjørne, som skal sorteres og omorganiseres ender jeg med at bruge tid på at henfalde til fordybelse og det passer skidt med min ide om, at jeg skulle nå så frygteligt meget i dag. Til gengæld tillader jeg mig selv at sanse og genopleve. Både godt og skidt. Sorg og glæde. Den slags tager tid.

Jeg falder over en skuffe med en alenlang beskrivelse af vores oplevelser med Aalborg Kommune. Målet var, at Alexanders død ikke skulle være helt så formålsløs og uretfærdig, som den stadig føles. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at det gjorde en praktisk forskel at dele de smertefulde oplevelser, men håbet havde vi dengang og jeg er sikker på, at det gjorde en forskel i os, at vi fik lov til at aflevere en flig af vores smerte og frustration hos rådmanden.

Så faldt jeg over nogle gamle fotos af dem, jeg elsker. Oline med havregrød i hele ansigtet. Kenneth til en fest i Sindal for mange år siden. Alexander med buttede kinder. Alexander, som griner. Alexander sammen med Oline; den lillesøster, han var så utrolig glad for. Det er dejligt at gense de fotos.

Jeg finder stakkevis af gamle fotos, som minder mig om en tid, der var engang. Jeg husker pludselig livet, som det også kan tage sig ud. Mit liv, som det var engang. Så forskelligt fra nu. Larmen indeni er forsvundet. Den larm, som konstant holdt mig årvågen. Den var usynlig og ikke noget, jeg var bevidst om, men den slags sætter sig til fast og er endt i en mild form for PTS, som gør, at jeg i dag håndterer belastninger med skræmmende ringe talent. Heldigvis er det sjældent, at jeg har brug for at stå på toppen af verden med overblik og is i maven, så jeg klarer mig jo ;-)

Der er også brevet fra Rigshospitalet. Svaret kendte jeg allerede. Jeg behøvede ikke åbne brevet for at vide, at jeg ventede en datter og jeg vidste med lige så uforklarlig sikkerhed, at hun ikke fejlede det mindste.

Der er endnu flere minder at arkivere og endnu flere historier at genopfriske. Jeg tager mig tiden til det hele. Kenneth er på arbejde (inde ved siden af) og Oline og Greg er ikke her i dag, så jeg er alene og uden forpligtelser af nogen art. Ingen forventer noget af mig. Jeg kan gøre akkurat, som jeg har lyst til. Det er ferie :-)

Du vil sikkert også kunne lide