Kompromisets kunst og lidt om årets sommerferie, som syner fantastisk

Sommerferien nærmer sig. Måske ikke med hastige skridt, men lige pludselig er den her og så drager vi syd over, som vi plejer. Mor er hunde- og hussitter, som hun plejer. Alt er, som det plejer at være bortset fra, at hun ikke skal vande en million sommerblomster på terrassen i år. De er droppet. Jeg skal alligevel hive den terrasse op og gider ikke ærgre mig over, at blomsterne så skal enten afhændes eller i skammekrogen. Så hellere undvære og det lader sig sagtens gøre at nyde sol og udeliv uden blomsterende krukker, kan jeg konstatere. I grunden er haven så rigelig smuk og i virkeligheden nyder jeg den måske en smule mere, når jeg må nøjes.

Sommerferien i år er et kompromis indgået en aften i starten af april, da fødderne begyndte at brænde under os, fordi vi stadig ikke havde taget nogen beslutninger om noget som helst ferierelateret. Vi kunne ikke rigtigt bestemme os og måske gjorde de sidste par års oplevelser det mindre attraktivt at arrangere ferien for mig? Jeg tror det blokerede en smule, men det handlede også en del om, at ingen rigtigt var friske på en konkret udmelding, så jeg i det mindste kunne komme det geografiske lidt nærmere.

Til sidst traf jeg en beslutning. Vi skulle til Italien. Vi skulle af sted tre uger og vi skulle starte helt nede i hælen på Italien og arbejde os langsomt nordpå, hvor vi skulle ende ved Lago di Como, fordi jeg har en gammel drøm om at indlogere mig på et lille hotel helt nede ved vandet, hvor jeg skal sidde i solnedgangen og lade mig beruse af lige dele udsigt og blid og forførende Vino Rosso.

Troede jeg, for det viste sig jo, at det alligevel slet ikke var kompatibelt med de ønsker og præferencer, der alligevel eksisterede i min lille familie. Man skal bare trække en streg i sandet, så vælter de ud af deres flyverskjul og begynder at liste ønsker. At jeg da aldrig lærer det.

Så startede jeg forfra og om igen, for virkeligheden er jo, at lige pludselig rejser Kenneth og jeg alene og Oline gider ikke længere dele sine ferier med os, så jeg er villig til at gå temmelig langt, for at få chancen for endnu et par uger i hendes gode ferieselskab. Hun er en god rejsekammerat.

Oline kan ikke være væk i mere en to uger. Så var ferielængden på plads. Greg skal med. Så var antallet på plads. Oline ville til Den Franske Riviera. Så var destinationen på plads. Eller var den?

Jeg ville ikke give mig uden kamp, for jeg synes ærlig talt, at vi trænger til nye horisonter. Jeg er ikke træt af Provence og jeg er ikke træt af den franske riviera, men Italien lokkede og det var svært at skulle give slip på den drøm. Det var her kompromiset kom ind, for pludselig kunne vi alle få akkurat det, vi drømte om og endda uden at skulle udsættes for andet end velbehageligheder begge uger og sådan blev det.

Jeg fandt et meget billigt logi i Toscana. Vi skal bo langt ude på landet mellem Firenze og Siena. Helt derude, hvor ingen rigtige veje fører til. Vi skal bo for enden af en grusvej, inde i en skov og på et landbrug, som jeg ikke helt kender omfanget af. Jeg ved ikke, om de fortsat er aktive eller om de nu kun holder en hund, en høne og et par mus som selskab, men det finder vi jo ud af, når vi ankommer. Jeg er frisk på det hele.

I papirerne, vi har modtaget, står der, at værtsfamilien vil stå klar med en lille forfriskning, når vi ankommer og der står også, at vi skal køre forsigtigt det sidste stykke ned ad grusvejen. Jeg håber, at det er de stærke varer, der venter, hvis vi inden skal forcere en vej, der mest af alt minder om en samling månekratere, men aldrig tidligere er der kommet klager over vejens beskaffenhed, så jeg satser på, at det hele går i fineste stil og glæder mig bare til, at jeg skal helt ud i ingenting og sidde på terrassen og nyde min første uges ferie i dejligt selskab med et glas Brunello eller to.

Bagefter venter den franske riviera.

Fordi første uge er så billig, er der penge til at opfylde Olines absolutte forestilling om luksus, nemlig egen pool. Når den første uge er gået, pakker vi bilen og kører 600 kilometer nordvest, for at lande i bjergene inde bag Nice til endnu en uge med masser af sol, sommer og ikke mindst en luksus, vi ikke er vante med.

Vi plejer at bo meget beskedent, fordi vi som oftest er tilfredse med lidt, bare køkkenet og udefaciliteterne er i orden. Her får vi hele pakken og mere til. Det er luksus og vi glæder os naturligvis.

Sidste år prøvede vi at flytte efter en uge og vi opdagede, på trods af de lidt kedelige omstændigheder, at det var fint med et sceneskift. I år gør vi en dyd ud af det og snupper to meget forskellige oplevelser med hjem. Vi glæder os helt utroligt og jeg glæder mig over, at de unge mennesker vil rejse med os.

Husene er fundet på helt klassisk vis ved at gennemtrawle internettet. Er du frisk på at leje gennem engelske eller tyske udlejningsbureauer, finder du sagtens både dejlige og ofte også billige ferieboliger. Vi har størst erfaring med at leje af private, men vi har også lejet gennem bureauer ind imellem. Vi har gode erfaringer med at gøre det på den måde og kun Novasol har mere end én gang skuffet fælt på grund af deres manglende vilje til at hjælpe, når der har været brug for det.

Spørg lige om vi glæder os. Om vi gør!