Skævbenet torsdag

På vej mod byen begyndte det at regne. Små, fine dråber, der løb langs forrudens krumninger gjorde det ud for vejret. Jeg kan godt lide regn. Når det falder stille, er det mit yndlingsvejr, så jeg parkerede oppe på taget nede på Sauers Plads. Det gav mig udsigt til himlen et øjeblik, inden jeg satte kursen mod kontoret.

Udenfor Smedekroen var noget, der kunne ligne enten en ulykke eller en fest. Det må blive et gæt, for der er endnu ikke liv og nogen af spørge dernede. Kun lugten af askebæger og gamle ølslatter ude i serverrummet afslører, at vi bor ovenpå et værtshus og selv i åbningstiden, kan vi ikke høre dem. Lydisoleringen må være i orden og gæsterne som regel afdæmpede.

Kontoret er bemandet af mig. Alene. Jeg kan høre al trafik fra Danmarksgade, når ingen taler hen over lyden af lastbiler og cykelklokker, mennesker, der mødes og den lille, vrede hund, som altid akkompagnerer lyden af morgen på Frederikstorv

Det er hyggeligt og velkendt. Jeg brygger te. Jeg er i gang. Det er godt.