Vi har sendt Oline til endnu en eksamen. Der er nok at tage af. Denne gang er det biologi. Hendes yndlingsfag og derfor også det fag, hvor hun stiller de største krav og højeste forventninger til sig selv. Det er helvedes kvaler at være født faglig perfektionist, som hun er.
Jeg lider ikke af det samme, kan jeg afsløre. Jeg er fuld af fejl og tilgivelse, men til gengæld genkender jeg sagtens den faglige stolthed, som en tro følgesvend. Jeg er vist bare rundere og mildere mod mig og det ønsker jeg at lære Oline også, for andet er naturligvis drivkraft, men også pisk og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg kan lide foretagsomhed, flid og vilje, men jeg synes, at man skal tilgive sig selv, at man kun er et menneske. Andet bliver så besværligt.
Heldigvis gror den unge dame hele tiden hår på brystet. Det er godt for hende. Hun er et følsomt menneske. Et meget smukt og dejligt menneske. Hun er min til låns. Det glæder mit hjerte.
Jeg skulle i anden anledning igennem mit lager af fotos og der faldt jeg over en stak gamle billeder af Oline. Gergely skulle selvfølgelig se dem, for han er hjemme og dovner sammen med mig. Det havde vi meget sjov ud af.
I gemmerne var også billeder fra en tid, hvor vi befandt os i en livsperiode, hvor huden var tynd som pergament, sjælen sprød og behovet for nærhed stærkt. Det er den følelse jeg får, når jeg f.eks. ser på disse billeder fra Ravenoville. Det er to sommerferier efter Alexanders død, men vi er stadig præget af savnet og chokket. Vi er usikre på fremtiden. Vi er i en form for ingenmandsland. Oline står midt i stormen, fordi hun ikke har andet valg. Ligesom os. Det husker jeg nu.
Siden er der sket så meget godt og dejligt. Vi er landet på benene. Alle er landet. Oline er på vej ud i livet iført teflon af den slags, som er eftergivende og levner plads til sprækker, hvor det, der må, trænger ind og giver kuldegys og rystelser. Hun er klædt på til det meste og vi er lige her. Vi elsker hende. Og hun ved det.
Der er meget at være taknemmelig for på en onsdag. Oline allermest.
27 kommentarer
Liselotte
29. juni 2012 at 07:51Jeg er sikker på, at den unge kvinde lander blødt, hvor hun skal lande. Det er godt og ellers holder jeg gerne hænder under, så hun ikke slår sig :-)
Ditte
28. juni 2012 at 20:48Woaw, dit billedsprog er lige til at få kuldegysninger af ligesom historierne bag! Du kan virkelig male med ord!
Sidsel
22. juni 2012 at 13:32Meget smukt og følsomt skrevet:-) I har givet Oline alt det bedste med på vejen og resten klarer hun selv:-) fordi hun ved at I er der som det bedste base. Ja. Vi har meget at være taknemmlig for. Kram.
Moster Munter
21. juni 2012 at 12:42Hvor er det smukt og rørende skrevet! Får helt våde øjne!
henriette hald
21. juni 2012 at 11:11Der røg lige en lille tåre Liselotte. Især fordi jeg husker hvordan jeg havde de de tre år hvor Rasmus var forsvundet fra mig. Han kom jo tilbage, men uhhh jeres sorg er en helt anden og vil aldrig helt forsvinde. Heldigvis tænker jeg lidt, for den dag I ikke ku sørge over tabet, ville være den dag I ikke længere ku mindes..
Pøj pøj med hendes eksamen, og så håber jeg forresten at dette års ferie bliver uden rotter. ;-)) Jeg har sendt mine egne rotter på loftet ad h.. til, og jeg genoptager stille og roligt mit bloggeri. Læs hvorfor hvis du får tid. Jeg har det nemlig endnu bedre i dag end i går hihi.
Mange knus
Henriette :-))
Karen Schanke
21. juni 2012 at 11:00Så skjønt du skriver. Og så godt at livet går videre og en kan gjemme på alle gode minner.
i dag blir min sønn 22 år og jeg skal treffe han og min datter på kafe for å spise lunsj før jeg skal på seinvakt på barneavdelingen.
Gleder meg til å se de og det er spennende nå som de går inn i voksenlivet med studier.Ferie står for døra. Begynner i Danmark sammen med min gode venninne. Det skal bli deilig, selv om værmeldingen ikke er av de beste. Vi skal hygge oss og gjøre “dameting”. Dumt ikke Kenneth har utsalg sånn at vi kan få kjenne på garnet !! GOD SOMMER
sand
20. juni 2012 at 23:31Du skriver så vakkert om livet og kjærligheten. Takk!
Sole
20. juni 2012 at 22:25Tak for at få mig til at sidde her og småtude ;-) Meget, meget smukt, Liselotte.
Lisbeth
20. juni 2012 at 22:18Når jeg midt i ulvetimen, sætter mig ned på gulvet og giver Nikolaj en kilde/pruttetur af de helt store, så han glemmer at hyle i 5 minutter, så griner vi sammen, og jeg minder mig selv om, at huske at gøre det samme i morgen.
Liselotte, du er fantastisk til at minde os om, at se det absolut bedste i vores børn – også når man er velsignet med tre smukke drengebørn, der til tider kan drive deres mor til vanvid.
Knus!
Gitte K
20. juni 2012 at 20:44Har også en søn som er en følsom sjæl, det kan til tider være hårdt at stå på sidelinjen, man ville ønske at man kunne gøre livet lettere for ham, men så prøver jeg at huske på, at hans følsomhed også er en gave, jo han må tage nogle hårde knubs til tider, men han har også en evne til at føle og opleve med andre mennesker, hvilket også giver ham nogle fantastiske oplevelser.
Rikkeprikke
20. juni 2012 at 20:18Årh altså :) Så fint.
Helle
20. juni 2012 at 19:56Det er altid så rørende, når du skriver om Alexander og jer – i den sidste tid, har jeg tænkt en del på jer i forbindelse med historien om pigen Amy, der er blevet fortalt i Politiken, ikke så meget synes at have ændret sig. Held og lykke til Oline med eksamen/erne, jeg kender det der med at være perfektionist, heldigvis bliver man mere tilgivende overfor sig selv med alderen.
Helle i Schweiz
Anne
20. juni 2012 at 18:25Ja det har vel ikke noget med sagen at gøre, men jeg sad lige og ledte efter dine små flagguirlander, som jeg ville pynte med når min den ældste bliver student i næste uge. Man jeg kommer hele tiden til en 404 side (hvad mon det er ?), som fortæller mig at jeg er gået gruelig galt i byen. Har du fjernet guirlanderne (og de andre søde papirklip) helt fra bloggen ?
Sidse
20. juni 2012 at 18:01Holddaopuha. Hun er en sej pige, på den helt rigtige bløde måde..
Anne Cathrine
20. juni 2012 at 16:10Jeg er sikker på, nej jeg ved at hun klare det fantastisk i dag.
Dejlige billeder, selvom det er fra en skrøbelig tid.
GitteSP
20. juni 2012 at 15:02Åh, ja det er eksamenstid, det er en ambivalent tid for alle de skal runde det grønne bord.
Skønt mor-datter-billede….. det antager jeg at det er! ;-)
Lise
20. juni 2012 at 14:44Sender hende en tanke – kan huske eksamen som var det i går… Og ikke for noget godt!
Dit indlæg rørte mig dybt, og drengene fik et ekstra stort knus da de kom ind af døren for et øjeblik siden.
Tak for dit spark bag i – ja, der er rigtig meget at være taknemmelig for… også på en onsdag.
et cetera
20. juni 2012 at 14:29Hun er nemlig en pige af den bedste slags, Oline – og jeg tror, nej … jeg er faktisk overbevist om, at hun har integritet til fortsat at gå egne veje. Hun har ihvertfald værdigrundlaget til det! Jeg krydser fingre for, at det biologi er gået efter hendes hoved – for selv om vi kan være enige om, at livet er for godt … og kort! … til (for meget) perfektionisme, så fortjener hun nu det bedste i lige det fag ….
Hybel
20. juni 2012 at 14:17Når alt det smukke foroven er skrevet, og sagt … kan jeg lige helt ud fra venstre tilfløje at hendes klippers matcher hendes cardigan… ‘
Biologi er andres yndlings fag mens det er min hadefag på linje med matematik. :D
Dorit
20. juni 2012 at 14:14så megen kærlighed, tilgivelse og livsstyrke en stille junimorgen, ønsker hende alt det bedste
Liselotte
20. juni 2012 at 12:42Jeg er spændt på at høre, hvad hendes fornemmelse er. Det hele er skriftligt, så der er intet andet end hendes egen fornemmelse at lytte til en tid endnu :-)
Jeg synes, at det er så vigtigt at blive et helt menneske på godt og ondt og med rum og plads til menneskers forskelligheder.
Eva_O
20. juni 2012 at 12:35Jeg krydser fingre for Oline og takker dig for at dele hende med os! :-)
Marianne
20. juni 2012 at 12:13Heldige os at vi har børn – også selvom de kun er til låns .
Nogeni lang tid andre i kortere tid , men ingen at undvære af.
Kærlige tanker
Katrine
20. juni 2012 at 12:01Der er meget at være taknemmelig for, selv en helt almindelig onsdag. :)
Erika
20. juni 2012 at 11:54Sikke et dejligt indlæg. Held og lykke til Oline med eksamen.. og med at være god mod sig selv i både medgang og modgang. Jeg forsøger at lære mine børn og mig selv det samme. :-)
Annette
20. juni 2012 at 11:46Åh, blir helt rørt. Jeg har allermest lyst til at pakke sammen på mit kontor, og skynde mig hjem og kramme mine unger.
Du skriver så det går helt ind i hjertet.
Hvor smukt
Dortheivalo
20. juni 2012 at 11:41Krydser fingre for din Oline og så giver jeg dig ret i, at det vigtigste er at huske sig selv (og andre?) på, at være så godt et menneske som muligt.
Hav en god dag.