Gråt i gråt eller hvordan Liselotte bør stige ud af sin comfortzone NU

Oskar og jeg er lidt indenfor og lidt udenfor. Det skifter. Vi skifter sindelag. Så skifter vi også siddeplads, mens vi kigger på, at Kenneth og Søren arbejder hårdt nede i bunden af haven. Det gør vi ikke. Jeg strikker. Oskar dovner.

Jeg strikker Stonecrop. For tredje gang er jeg startet og endt, hvor jeg tilsyneladende har det med at ende. Først var der det grønne. Det duede ikke, besluttede prinsessen efter 20 centimeter. Bagefter var der det syrligt gule, som var smukt og langt, da jeg igen kom i tvivl. Så pillede jeg op og snuppede en cone af det lysegrå, som altid duer, men også er sådan lidt uden mod.

Det samme kan siges om mit Leftie. Anne og jeg har det ofte sådan, at vi får startet på det samme uden at vide det. Sådan er det tilsyneladende også med Leftie, som Anne strikker løs på.

Mit hviler. Det har hvilet siden i går aftes, hvor jeg måtte kapitulere og strikke ærmerne færdige i min nye, lilla skønhed. Jeg blev grebet af de små, sjove fisk og muligheden for lige at nå endnu en farve og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det så var tid til at stoppe. Hvis ikke, var den lilla sweater aldrig blevet færdig.

Jeg har lige stået og kigget lidt på det. Vendt og drejet det. Nu er jeg stærkt i tvivl, for burde jeg ikke snart gøre noget andet end den lysegrå. Så tænker jeg “koksgrå, for det vil fremhæve striberne” og så er jeg jo lige vidt og har kun rykket mig en nuance eller to, så enten fortsætter jeg eller også snupper jeg simpelthen mig selv ved kravebenet og strikker den der blå, som trækker. Eller den grønne. Eller …

Måske jeg bare lige skal fortsætte med Stonecrop en tid endnu.