Lidt opklaring

Måske jeg var lidt uklar i min første post, men jeg var også lidt træt af italienske biler på det tidspunkt. Nu går det bedre, så jeg kan opklare alting. Vi er fremme på bestemmelsesstedet. Det var vi allerede lørdag, men bilen meldte (IGEN) motorfejl 2½ kilometer fra målet. Vi satsede stort, startede skidtet og bad til alle bilejeres eneste gud; Heldet, om at sørge for, at vi nåede de sidste 2½ kilometer ud af grusvejen, så vi slap for at skulle slæbe bagage i middagsheden.

Det gik. Vi nåede frem og ikke længe efter ankomst havde vores værter ringet til værkstedet oppe i byen og arrangeret transport derop, som jeg beskriver i forrige indlæg. Vi var strandet, men heldigvis på bestemmelsesstedet. Vi havde bare ikke regnet med, at vi skulle sidde udenfor lands lov og ret uden mulighed for at komme ud at vifte med bare et lillebitte øre, men sådan blev det.

Så sad vi altså med denne udsigt. Og sad. Så kom vores værter og med fagter, tre engelske gloser og lidt grin lykkedes det at forklare, at nu kørte vores vært Kenneth og Gergely ind til byen, så de kunne tale med værkstedet og få handlet lidt, så ingen vansmægtede.

Der var både det ene og det andet galt med bilen ifølge den italienske værkstedsejer med de tisplettede gabardinebukser og den våde cigar i mundvigen. “Kaput“, sagde han og så meget forstod vi da…

Så feberhandlede de to og kom hjem med de sjoveste ting, fordi de følte sig lidt pressede af, at vores vært pænt ventede på, at de blev færdige, så de alle kunne returnere her til. Jeg er sikker på, at han havde ventet så lang tid, som det skulle tage. Det er de sødeste mennesker, vi længe har mødt. De har gjort ALT for os. Vi strandede nemlig lige indtil i går aftes ved ni-tiden, da Moderskibet endelig igen holdt udenfor. I mellemtiden nåede vi at spise underlig aftensmad to gange, at rationere drikkevarerne, fordi vi ikke kan drikke vandet herude midt i ingenting og at antræffe en slange på en god meters penge. Altså i døren mellem stuen og køkkenet!

Vores rare vært blev hentet, for vi kender jo ikke slangerne hernede. Ingen af os var særligt bange, men mere nysgerrige, men vi havde – bogstavelig talt – gjort regning uden vært, da jeg fandt kameraet frem for at forevige. Han nåede kun lige indenfor, så stod rædslen malet i ansigtet på ham og han gjorde noget af det mest ufornuftige og alligevel mest heltemodige, jeg nogensinde har set, selvom Oline og jeg blev helt blege og syntes, at det var synd. Han tog et kort tilløb i sin vandresandal og hoppede så cirka tyve gange ovenpå slangen. Bagefter virkede den noget slatten. Så bar han den ud med væmmelsen malet i ansigtet.

Dagen efter tog han igen Kenneth og Gergely med ind til byen. De var på kaffebar og så skulle de også lige forbi lægen. I bilen sad de så og ventede, mens de snakkede om, at den slags da også skal passes, men så kom han tilbage og de kunne pludselig se, hvad der var i det sylteglas, han tidligere havde bragt ind til lægen; slangen. Det viste sig, at den er fredet og den slags tager man meget alvorligt hernede, så Kenneth og Gergely måtte højtidligt sværge på, at de aldrig ville fortælle det til nogen. Sporene blev slettet i en grøft ikke langt herfra. “Schyyyhhhh“, sagde vores vært. Alle nikkede alvorsfuldt og tav.

Vi går også ture, for her er helt og aldeles fantastisk, selv om radius ikke har været af de største. Se bare…

Nå ja, vi har det forbandet godt. Og varmt. Og dejligt. Og i aften vil vi ud at spise på toppen af en Toscansk bakke med udsigt til landskaber, der får mig til at miste pusten.

Vi har ferie!