Tirsdag på Tjørnevang

Så vågnede jeg op til den skønneste sommermorgen og I hører altså ikke mig klage, for det her har jeg savnet skrækkeligt. Der er nemlig ikke meget, der slår dansk sommer, når den gider. Jeg elsker, at den danske sommer er frisk på en helt anden måde, end den jeg ind imellem oplever sydpå. Vi når altid en fornuftig temperatur i løbet af natten, så de danske sommermorgener er nogle af mine yndlinge, fordi de er tempererede og tilpas kølige. De er lige til en kop morgenkaffe på kanten af krydderurtebedet.

Tjørnevang er ikke noget skidt sted at residere. Det er til gengæld et sted, som kræver sit og vi er bagefter med det meste. Vi skal have renoveret. Vi skal have malet både det ene og det andet. Vi skal have nyt tag. Vi skal have skiftet samtlige vindskeder og tagrender. Vi skal have lagt terrassen om. Vi skal…

Vi skal huske at nyde nu’et, så det øver vi os i at gøre. Hver dag.

Der er ting, som ikke kan vente. Sådan er det at være husejer. Andre ting bliver skubbet foran, mens vi håber på mirakler. Og tænder bål og rister marshmallows. Fordi vi kan og fordi vi ved, at livet ikke er statisk, men skiftende og helt uden garantier.

På gårdspladsen blomstrer stokroserne. De var sprunget ud, da vi landede på Tjørnevang den anden aften. De er smukke. Selv med rust.

Forleden var der i lokalavisen en artikel, som blandt andet omtalte Tjørnevang, som er det ældste hus i Gug og omegn. Det er præcis hundrede år ældre end Kenneth og jeg. Det holder sig noget bedre end os, hvis jeg selv skal sige det. Engang hed det Krogen. Så ville en eller anden det anderledes. Nu hedder det Tjørnevang. Med store, sorte og svungne støbejernsbogstaver står det skrevet på gavlen af gården. Så er jo sådan, det er. Det er fint. Jeg holder meget af Tjørnevang.