15

Anden etape, hvor Liselotte fik en lang næse og en amerikansk ven

På feriens anden dag var udgangspunktet Hotel Haus Hirschmann i Harzen, hvor vi havde sovet med åbne vinduer og lyden af regndråber, der stille faldt og siden skabte det mest fantastiske morgensyn med en dampende skov som baggrund for afgangen.

Vi forlod hotellet cirka klokken otte. Det tog ikke mange minutter at nå motorvejen fra hotellet. Vi kom gennem et par søvnige småbyer undervejs, men ellers var det begivenhedsløst at finde motorvejen, som for øvrigt ikke var første valg.

Jeg havde undersøgt, at det ikke ville tage længere tid at tage landevej ned gennem Bayern og ind i Østrig, så det var, hvad jeg troede, jeg havde bedt Åse om at føre os gennem. Nu er Åse og jeg ikke altid lige gode venner og ind imellem kalder jeg hende mindre pæne ting. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for i stedet for landevej, kom vi altså direkte på motorvej og frygtede derfor tæt trafik og masser af stau. Vi var jo langt fra de eneste, som havde en ide om sommerferie under sydlige himmelstrøg.

Det skulle vise sig, at vi var heldige med trafikken. Vi oplevede enkelte gange at komme i noget, der hurtigt kunne klassificeres som stau, men aldrig rigtigt blev det. Hver gang vi var sikre på, at NU stoppede alting og vi kunne lige så godt belave os på at vente i timevis (det siger erfaringen os, at det snildt kan tage), så fortsatte vi fremad. Måske i snegletempo, men ikke desto mindre fremad og vi passerede – hverken ud eller hjem – nogle uheld af betydning. Det var dejligt at opleve og det var faktisk tredje år i træk, at vi slap for at se familieferier ende i tragedier. Måske vi alligevel er blevet bedre til at kende egne grænser, os der sidder bag rattet?

Jeg havde glædet mig som et lille barn til turen ned gennem Europa. Vi har kørt turen til Rivieraen ad A7 så mange år i træk, at jeg snart kan ruten udenad, så jeg glædede mig meget til at skulle gennem Østrig og endelig se bjerge og vandfald. Da vi nærmede os grænsen, jublede jeg. Vi havde ikke købt tilladelser til at køre gennem hverken det ene eller det andet hjemmefra. Det kan man gøre, men vi ville have friheden til at beslutte egen rute, så det ville vi købe, når vi nåede frem. Vi fik købt mærkat med ret til gennemkørsel ved grænseovergangen (det kostede 2 Euro). Det er nemt og bekvemt. Du vælger bare at køre ind gennem automaten, som er opstillet ved indgangen til Østrig, så er du klar.

– og så kom vi ind i den gryde, Østrig ligger i, og så regnede det… helt vildt! Det var den lange næse til mig.

Vi kørte i tung, tæt regn gennem det meste af Østrig. Vi var blevet gelejdet af E45 hele vejen og den går altså gennem gryden og op over Brenner, så sådan blev det den dag. Regn, regn og atter regn indtil vi passerede Innsbruck og Mutters. Så kørte vi ind i en ny bjergformation og vejret ændrede sig. Det lysnede en smule og jeg fandt igen optimismen frem.

– og pludselig anedes de…

– og det blev tydeligere, at vi rent faktisk befandt os i Østrig.

Østrig begyndte endda at afsløre, at oven over skyerne, er himlen altid blå.

Jeg er sikkert temmelig anstrengende at have siddende i en bil i Østrig. Jeg bliver så jublende glad af landskaber, som på en eller anden måde er storladne. Det er disse bjergformationer. Så jubler jeg. Jeg siger “Næh” og “Åh” og jeg sukker henført og beder hele tiden alle andre om at huske, at de skal se det hele. Det bestemmer jeg jo ikke. I virkeligheden er der jo mennesker, for hvem disse landskaber bare er en samling bakker med træer på. Mennesker, som overhovedet ikke røres af udsigten. Det gør jeg.

Jeg bliver rørstrømsk. Jeg bliver også nærmest lykkelig. Jeg beslutter konstant, at lige her må jeg ned igen. Lige her må jeg sidde på bjerget og nyde livet. Jeg ser det ene landskab efter det andet, som gør mig glad og giver mig lyst til at udforske Alperne og Dolomitterne. Engang.

Vi klarede frisag for regnen et godt stykke tid. Så vendte den tilbage for en kort bemærkning. Ikke noget voldsomt, men små, korte byger, som efterlod vejbanerne våde og bilisterne ekstra årvågne.

Pludselig og uventet fik Åse hikke. Det sker altså for hende. Så bliver hun forvirret og kan ikke rigtigt beslutte sig, fordi hun gerne vil spare os for fem minutter. Det er vi ikke altid villige til at orke, så vi fortsætter ufortrødent og satser på, at det hun ser forude, når at gå i opløsning, inden vi ankommer. Vi har oftest ret, men forvirring kan opstå og så tager vi lige en pause, mens vi sikrer os, at vi er på rette spor. Her fik vi en regnbue i tilgift.

Vi var utrolig heldige med ferietrafikken, for sådan en var det, men vi havde tilsyneladende ramt et tidspunkt, som passede med, at vi var ganske få på vejene hele vejen ned gennem Tyskland, Østrig og ind i Italien.

Vi kom ubemærket gennem Brenner og ind i Italien, hvor ingenting forandredes og alting lignede. Der var ingen forskel at spore endnu, men der var akkurat lige så smukt, som der var i Østrig.

Vi var stadig begejstrede for de smukke bjerge, som i takt med, at vi kom sydligere, blev til bløde bakker. Vi nærmede os tidspunktet for en beslutning omkring overnatning og i den forbindelse havde vi stor glæde af den konstante sms-kontakt med Annemette. Hun fik lige en melding på vores position og så gik der kun ganske få minutter, inden der indløb besked med adresse og bookingnummer. Hun havde bestilt hotelværelse til os i Bolzano. Vi skulle bo på Hotel Lewald.

Annemette gjorde helt simpelt det, at hun fandt en by i nærheden af vores position, når hun skulle finde hotel. Så googlede hun hoteller og snuppede det, som passede sig bedst. Det har fungeret upåklageligt. Hun fandt på samme måde overnatning til os på hjemvejen, men jeg vil alligevel lige nævne Booking.com, som jeg brugte, da jeg skulle finde overnatning i Harzen. I den database findes også Hotel Lewald, ligesom Gasthof Kessler, vores sidste overnatning på vej hjem, kan findes.

Det viste sig at være et ualmindelig dejligt sted. Da vi ankom, kørte vi ind i hotellets gård, men det skulle vise sig, at de havde en aflåst parkeringskælder til fri afbenyttelse for hotellets gæster. Den benyttede vi os naturligvis af, for på den måde slap vi for at bekymres over det bagage, vi efterlod i bilen.

Vi boede omgivet af Dolomitterne. Hotellet var smukt og lå lige ganske få kilometer fra motorvejen, så det havde ikke taget os mange minutter at nå det. Vi var oven i købet så heldige, at vi fik et værelse til fire, som fungerede upåklageligt og sagtens kunne fungere selv med to teenagere og alles behov for lidt privatliv.

Hotel Lewald har et dygtigt køkkenpersonale og en restaurant, som tilsyneladende tiltrækker mere end hotellets gæster. Vi fik nettet os og gik herefter ned i den dejlige udestue, hvor vi fik serveret en skøn aftensmad. Intentionen var så at spadsere en tur ned i byen, for lige at se, hvordan en lille del af Bolzano tog sig ud ved aftenstide, men da vi sad mætte og tilfredse med fyldte maver, indfandt trætheden sig og alle enedes hurtigt om, at vi vist hellere måtte tørne ind. I morgen ventede nemlig sidste etape inden vi ankom til Reggello lidt syd for Firenze.

Morgenen var skøn og jeg er jo tidligt oppe, så klokken var ikke mange, før jeg havde fået vækket hele selskabet.

Vi indtog en skøn og rigelig morgenmad i hotellets udestue. Her sad også andre gæster og der i blandt en meget snakkesalig amerikaner. Der er noget ved amerikanere, jeg holder meget af og det er deres lyst til at tale med deres medmennesker. Nogle finder det måske besynderligt og en smule irriterende, men jeg synes, at det er berigende. Det er en skøn mulighed for at lære nyt. Det korte og uforpligtende møde giver selvfølgelig begrænsede udvekslinger, fordi formen er så anderledes end god tid, men der er stadig lejlighed til at dele. Det ville han gerne og jeg er selv snakkesalig og holder også meget af at lytte.

Han var på rejse med sin bror. Broderen holder af at sove længe. Sådan er de forskellige, men de havde indrettet sig, så lillebror gik ned og spiste, men inden vækkede storebror, som så kunne komme i eget tempo.

Det var broderens første rejse til Europa, men ikke hans. Han havde været her tidligere for år tilbage og det havde gjort stort indtryk på ham. Han elskede Danmark. Ikke påtaget, men virkelig. Han holdt af danskernes væsen og han betroede mig, at han fandt disse norditalienere lidt “stive” og formelle. Denne gang skulle de desværre ikke omkring Danmark, men de havde sørme ellers skruet et imponerende program sammen. De skulle nyde Italien nu. Det inkluderede Firenze, Rom og til sidst retur til Lucca. Herefter skulle de på vandreture i Dolomitterne, en tur til Sverige – Stockholm og Skærgården – for til sidst at slutte af i Finland, hvor de naturligvis skulle omkring Helsinki, men også skulle ud at vandre i den smukke natur. De havde nogle spændende uger i vente.

Endelig kom broderen ned. Vi ønskede dem en fortsat fantastisk rejse, fik afregnet og gik så op på værelset. Vi fik pakket de sidste ting, hentet bilen og var snart klar til endnu en tørn på Europas motorvejsnet. Vi skulle til Reggello. En smuttur på runde 400 kilometer. Det var lige til at holde til.

You Might Also Like

15 Comments

  • Avatar
    Reply
    Sole
    27. juli 2012 at 19:56

    Østrig ER smukt. Jeg har været der 3 gange, tror jeg. For maaaange år siden. Og du har ret med amerikanere, ofte!! Ofte når de er udenfor landets grænser, men også til dels her i USA. Det er ihvertfald ikke sjældent at falde i snak med nogen i supermarkedet, det sker nok knap så ofte i DK. Der hilses også ganske ofte, hvis man kommer gående, for det sker altså ret sjældent, her bruges bilen selv til korte, korte, korte ture ;-)

    • Liselotte
      Reply
      Liselotte
      28. juli 2012 at 07:50

      Der var fantastisk ned gennem Alperne og Dolomitterne og jeg er helt sikker på, at jeg vender tilbage en skønne dag :-)

      Jeg synes, at det er hyggeligt med modet til at starte en samtale med en ukendt og det har mange amerikanere altså :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    27. juli 2012 at 19:09

    Som jeg dog nød turen denne gang og Østrig var vidunderlig på trods af regnen :-)

    Bolzano kender jeg ikke, men den kunne sagtens fortjene mere opmærksomhed, ligesom de fleste steder i virkeligheden kan :-)

  • Avatar
    Reply
    Gitte
    27. juli 2012 at 14:54

    Det er storslående at køre gennem bjergene, vi har prøvet turen over Brennerpasset, men også den hvor man kører mod Salzburg i stedet og derfor kører igennem bjergene, men samtidig for den storslåede udsigt. Hader også motorvejene, men må erkende at det er den måde man lettest/hurtigst kommer igennem Europa. Da vi kørte hjemad i år, havde vi planlagt nogle sightseeing stop undervejs i Østrig og det gav os mulighed for kørsel på mindre veje, det var så hyggeligt og ikke mindst smukt.

  • Avatar
    Reply
    Louise
    27. juli 2012 at 13:42

    Åh, hvor jeg dog holder af ferier i Østrig og Italien. Bolzano er super hyggelig og gåture i Dolomitterne er fantastiske – der er ture som ikke er fysisk meget krævende. Jeg ville have været afsted igen i år! Men som svigermor gjorde opmærksom på – så kunne jeg ikke komme afsted i år – i stedet bliver jeg betaget af min søn på 10 uger. Det er også en heeelt fantastisk rejse!

  • Avatar
    Reply
    Beate
    27. juli 2012 at 12:45

    Heia Liselotte.
    Det er så hyggelig å “reise” sammen med deg,
    god tekst  ledsaget av bilder som gir sug i magen!
    Tusen takk!
    Så hyggelig at ferien ble vellykket, ha fortsatt fine sommerdager!
    Klem Beate

  • Avatar
    Reply
    Jane D.
    27. juli 2012 at 12:06

    Tak for de smukke billeder. Jeg elsker, elsker det storladne ved Alperne og Dolomitterne. De rører ved “noget” i mig, som gør mig både glad og ydmyg. Jeg husker forventningens glæde, da jeg skulle vise min søn disse storslåede landskaber første gang. Han var/er dog et af de mennesker, som blot ser det som nogle store bakker. Det afholder mig dog ikke fra at sidde og prikke til ham og sige Næh og Åh. Han ryster dog blot på hovedet af mig og smiler.
    I år har jeg desværre ikke været den vej forbi, da jeg har tilbragt ferien i Paris, og på den rute er der ikke meget at betages over.

  • Avatar
    Reply
    GitteSP
    27. juli 2012 at 11:56

    Tak. Tak Liselotte. Det er jo vores rute I har kørt, den vi ikke skulle opleve i år (i år er somerferierejsen udsat til efteråret).
    Kan fint kende forrudeudsigten. Hvor hyggeligt.
    Bolzano er et af vores ynglingsbyer, sidste år boede vi på et hotel midt i byen med balon lige ud til torvet…. så fint :-)

    Ha’ en dejlig fredag :-) 

  • Avatar
    Reply
    Britta A
    27. juli 2012 at 11:37

    Tusinde tak for dine smukke og levende rejsebeskrivelser. Sikke en vidunderlig tur/ferie I harnydt. Får virkelig lyst til Italien mv. :-). Dejlig solskinsdag til dig!

  • Avatar
    Reply
    Yrsa
    27. juli 2012 at 11:29

    Ej bliver da helt trist over vi ikke skal sydpå i bil i år med de fede billeder (kender godt det med IH og ÅHH i bjergene…), Men iår har vi valgt en uges chartertur til Rhodos som sikkert også bliver helt skønt.

    Vi kommer nok igen måske ikke næste år, hvor turen næsten 100% sikkert går til USA, men så i 2014.

  • Avatar
    Reply
    Anette
    27. juli 2012 at 11:17

    Kære Liselotte.

    Tusind tak fordi du deler ud via din blog. Jeg glæder og glædes dagligt, når jeg læser med.

    Eller som Ole Henriksen siger: I love it!!

    Rigtig dejlig sommerdag til dig :-)

    KH
    Anette       

  • Avatar
    Reply
    conny
    27. juli 2012 at 11:04

    Uh, de bjerge …. 

    • Avatar
      Reply
      conny
      27. juli 2012 at 11:04

      – altså jeg mener Ah og Åh, ikke Uha.

  • Avatar
    Reply
    Per Teilmann
    27. juli 2012 at 10:42

    Skøn beretning :-) og den slags landskaber kan man da kun få for lidt af ;-)

  • Avatar
    Reply
    Randi
    27. juli 2012 at 10:31

    Så dejlige billeder – jeg sidder her og får udlængsel :-)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)