Siena, en historie om pest og overlevelse

Siena skulle genses, for sidst vi var i byen, regnede det noget så nederdrægtigt og det forhindrede os i virkeligheden i at se den skønhed, alle snakker om. Vi så dengang dele af byen og endte under en markise på Piazza del Campo, hvor regnen havde fyldt hver eneste ledige stol i miles omkreds. Her sad vi med ungerne og indtog en skøn frokost, mens vi iagttog strømme af regnvand, som løb ned mod pladsens bund.

Nu skulle byen besøges igen, for den fortjente, at vi også så den i solskin. Det skal jeg love for, at der var denne dag. 37 grader viste udetermometeret, da vi ankom til byen. Vi har aircondition i bilen, så vi fik et fysisk chok, da vi trådte ud af bilen nede i den parkeringskælder, vi havde ventet på plads i den sidste halve time. Aircondition er skønt, men det gør også, at omstillingen fra bilen og til verden udenfor er noget af en kamel at sluge for kroppen. Der bliver hurtigt brug for vand, vand og mere vand, men vi var forberedt.

Fra parkeringshuset er der kun en kort tur hen til rulletrapperne (seks styk), som fragter dig op til byen på bakketoppen. Det er byen, som sponserer denne service. Ingen biler kommer ind i den gamle, oprindelige bykerne, så i stedet for at lade turisterne besvime af udmattelse på vej op til det, de alle gerne vil se, har man altså etableret et system af rulletrapper, som nemt og bekvemt bringer til bakketoppen ganske gratis.

Det går stejlt opad, men til sidst når vi målet. Det tager tid at forcere seks rulletrapper, som absolut saluterer italiensk langmodighed. Der er ingen fare for at falde af i farten, så vi når både af fortælle grumme historier, advare om lommetyve og formane om både dette og hint. Vi er, som forældre er flest.

Da vi kommer op, sikrer vi os, at vi får noteret navnet på stedet for opstigningen og vi noterer os også navnet på den lille, smalle vej ned til nedgangen. På den måde kan alle igen finde bilen, hvis vi skulle forsvinde for hinanden i mængden af turister, for vi er bare slet ikke de eneste, som har fået lyst til at se Siena. Selvfølgelig er vi ikke det. Vi glemmer bare altid, hvordan det føles at være så mange på så lidt plads.

Da vi rejste med Alexander, var vilkårene de samme. Vi havde en kørestol med, men det, som nogen ville anse for at være en ekstra udfordring, var faktisk ofte en fordel. Menneskehavet havde det med at dele sig, når kørestolen blev synlig og Alexander har høstet mange fordele på at sidde i den. Det samme har hans hjælpere så også. Han er sprunget foran i køer. Han har fået plads, hvor ingen plads var. Det var en stor hjælp, som vi altid var meget glade for at få, for det er ekstra svært med et multihandicappet barn, men nu er vi igen bare almindelige turister og ingen synes, at vi skal have fordele, hvilket naturligvis er helt rimeligt.

Det er bare at spænde tålmodigheden forrest og så træde ind i byen.

Vi mødes af et par fodboldglade drenge. De spiller ivrigt på torvet foran La basilica di San Francesco. Måske de begge nærer en fodbolddrøm, for hvem kender ikke Messi og Ronaldo?

Ved siden af kirken ligger det, som engang var kloster. I dag huser det dele af statsadministrationen.

Der er meget smukt og meget varmt inde i gården, der engang husede munke og en urtehave til at afhjælpe alverdens dårligdomme.

Da vi går ud igennem porten, for at fortsætte vores vej ind i Siena, nyder vi øjeblikket i skygge. Vi er klar over, at dagen bliver mere end almindelig varm.

De lokale ved det samme og flere har fundet ind i formiddagens velgørende skygge, mens de nyder eget eller andres selskab. Det er kun os – de tåbelige turister – der går ud i solen og sveder. Heldigvis er der god, italiensk is at købe på alle gadehjørner, ligesom vi provianterer lige indenfor bymuren og derfor har rygsækkene fulde af vand, inden vi for alvor tager livtag med de andre turister.

Der er langt til himlen i de små gader, men den er der og solen når ned på udvalgte steder.

Andre gange er vi heldige og der er skygge, mens vi fortsætter gennem en by, der er tætpakket med turister. Det fremgår ikke særlig tydeligt af mine billeder, men det er netop fordi, jeg har sparet kameraet til de steder, hvor der var mulighed for billeder uden alt for mange mennesker.

Efter en kort spadseretur, som snildt kan tage lang tid, fordi der er gåsegang og en følgesvend (mig, sagde hunden), som skal stoppe op og fordybe sig i detaljer hele tiden, ankommer vi til Piazza del Campo. Godt der undervejs er isboder og vand. Og tålmodighed.

På den østersformede plads er masser af mennesker, men ikke de mængder, vi frygtede. Der er luft og mange mennesker bryder sig vist ikke om den åbne plads, for de fleste går rundt langs kanten. Jeg er sådan en, som altid står midt på sådan en plads i løbet af et øjeblik, fordi her netop er plads, så jeg kan vist konkludere, at jeg ikke lider af agorafobi. Til gengæld kan jeg fremvise så mange andre latterligheder, så det også ville forekomme en smule uretfærdigt, hvis denne fobi var en følgesvend.

Kenneth kan historien om Siena, så han fortæller Gergely og Oline om dengang, da pesten ramte Siena, da vi har fundet ind i skyggen på en af de utallige caféer, der ligger skulder mod skulder på kanten af pladsen.

”Ingen klokker ringede længere, og ingen græd. Faktisk døde man på så uhyggelig, frygtelig og skrækkelig vis, at ingen pen kan beskrive det”. Sådan oplevede en krønikeskriver i 1348 pestens hærgen i Siena. Sienas kerne er næsten uforandret siden. Pesten dræbte 60% af byens indbyggere og byen lå øde hen. I mange hundrede år var det slet ikke nødvendigt at bygge nyt. Befolkningstilvæksten var ikke større, end man kunne forære husene væk, efterhånden som behovene opstod og den oprindelige middelalderby er derfor stort set intakt. Det gør byen unik og meget smuk.

Vi blev siddende på caféen i lang tid. Vi spiste frokost. Så spiste nogen dessert. Så drak nogen kaffe. Så studerede vi mennesker. Så drak vi mere koldt og til sidst, kunne vi ikke finde på mere, der kunne holde os ude af heden.

Vi samlede alle tasker, vandflasker og kræfter og gik ud i varmen. Vi havde valgt en dag, hvor der var mere end almindelig lunt, så vi svedte efter ganske få minutter, men jeg ville gense Duomo, så der var ingen ej udenom. Vi nåede frem i god ro og orden og Kenneth gik, for at købe billetter, mens vi andre fandt en plads i skyggen.

Man kan bruge ventetiden på så mange underlige ting…

– jeg talte myggestik.

Kirken var igen en imponerende og overvældende oplevelse, men den får sit eget indlæg på et senere tidspunkt. Den er helt unik. Og måske temmelig grim. Det er resten af Siena til gengæld ikke. Efter kirken enedes vi dog hurtigt om, at vi faktisk ikke orkede mere traven rundt i de smalle, varme gader. Vi ville ud, hvor der var luft og uendelige landskaber i stedet for, så sådan blev det. Vi gik mod bilen.

Nogen nåede en is mere. Andre ventede på, at vi skulle passere den lille købmand, som havde vand på køl. Her blev fyldt på depoterne, så vi var klar til en varm køretur ud af Siena og nordpå til Reggello.

Vi tog landevejen både ud og hjem. Vores vært havde frarådet det, fordi det er en tur på en lille, smal og ikke særlig god landevej, som snor sig gennem det smukke, bakkede landskab i Toscana, men hvem vælger den slags fra? Ikke os. Tid havde vi jo nok af, så også hjemturen skulle foregå i adstadigt tempo og altså med masser af vand klar.

Siena er en smuk by. Siena tåler sagtens, at man fordyber sig mere, end vi gjorde. Vi havde vist ikke taget varmeskjoldet på den dag, for ingen af os holdt særlig godt ud og alle længtes snart efter skygge og orkede faktisk ikke at gå rundt i heden. Derfor blev det ikke til den dagslange tur, vi egentligt havde regnet med, men i stedet til en skøn tur ind i landskaber så smukke, at vi næsten tabte vejret.

Man kan ikke få alting, men en opfordring til at besøge Siena skal du alligevel have, for det er en utrolig smuk og meget charmerende by.

Jeg vil så frygtelig gerne til området igen. Jeg drømmer om en efterårstur. Jeg er helt sikker på, at Toscana er smuk på den årstid. Siena og Firenze vil have luft og plads. Det ville klæde dem.