Hvad en tirsdag også kan bruges til

I går tog vi en pause fra hverdagen, fordi vi fik chancen. Vi glædede os til at få fri. Da det endelig skete, pakkede vi bilen, kyssede Oline og ønskede hende god vind med skoleopgaven, som var uopsættelig, hentede mor og kørte mod vest. Faktisk så langt mod vest, vi kunne komme.

To timer senere var vi ved bestemmelsesstedet. Helt ude i yderste klitrække landede vi. Vi var ventet. Det er dejligt at mærke, at man er det.

Indenfor var der lunt og godt og der duftede helt vidunderligt. Vi skulle spise flæskesteg.

Hvis man ikke har overvældende meget selvdisciplin, kan man nemt ende, hvor vi endte, nemlig med en mild mavepine af for meget mad og så var det heldigt, at vi havde pakket traveskoene, for det eneste der hjælper, er en rask gåtur. Sådan en snuppede vi.

Der er gang i et stort udviklingsarbejde i Vorupør i disse år. Om lidt er fornemmelsen af at være kommet til verdens ende og havde fundet en lille, ukendt perle væk for altid. Om lidt er Vorupør omdannet til det nye Blokhus. Om lidt er her overrendt af surfere og turister, som alle er tiltrukket af alt det vejr, vind og hav, vi også elsker. Om lidt er stilheden forbi.

Man bygger promenade på stranden i Vorupør. Man forlænger høfden og har lagt jernplader på stranden i lige linje ud til den, så de store granitblokke kan køres derud. Man renoverer molen. Man gør i det hele taget en hel masse for at etablere forhold, som er en moderne turistby værdig og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes og blive akkurat, som man har tænkt.

I fremtiden vil her være Danmarks første havbad med sikker mulighed for at smage Vesterhavets bølger under betryggende forhold og det uanset om man er ung, gammel, handicappet eller bare almindeligt betænkelig ved tanken om hestehuller og alt for store bølger.

Der bliver tænkt store tanker i Thy og Thy Nationalpark, som Vorupør er den del af, er et absolut attraktivt mål for ferie- eller fridage. Der er betagende smukt i denne alt for oversete del af Danmark.

Jeg er en naiv romantiker, som elskede Vorupør for at være det lille, stille fiskerleje, det var for en del år tilbage, da jeg var her første gang. Jeg holder allermest af byen i ydersæsoner, hvor her er stille og byen virker en smule forladt, for jeg kan lide, at man ikke vader i turister, men kan bilde sig ind, at man er den eneste, men jeg forstår sagtens, at byen ønsker at udnytte, at de har så skønne ting at byde på, at den sagtens kan tiltrække turister. Den har i mange år været en overset perle og det er vel kun på tide, at man endelig får øje på den.

Det er nok bare mig, som bliver ked, når jeg synes, at charmen forsvinder og byen bliver for kommercialiseret.

Jeg holder af, at man kan gå ned på landingspladsen og nyde solnedgangen uden at se andre mennesker, end dem man selv medbringer. Jeg elsker, at man kan vade stranden tynd til Stenbjerg uden at møde et øje. Jeg kan lide, at man kan være alene, hvis man vil være det. Der er stilhed, luft og natur, som byder velkommen, når man ankommer. Ikke biler, mennesker og larm.

Det er sådan, det er, når sommergæsterne er taget hjem. Det er derfor, jeg holder af efteråret og vinteren i Vorupør.

I går var vi en flok mætte, glade mennesker, som tog turen ned omkring Landinspladsen, for at tage etableringen af alt det nye i øjesyn. Der er et stykke vej endnu, men de er godt i gang og det skal med sikkerhed nok ende godt. Der er gang i de store maskiner, som flytter sand og sten. Molen støbes og kommer i form igen, for den har længe trængt til en opfriskning, men der er jo også en vis grad af spænding forbundet med at skulle springe for livet, når man trækker ud over Vesterhavet på en mole, som er hullet og træt.

Vi havde Mokka med ved stranden. Mokka er ikke nogen vandhund, men sammen med Annemette får hun alligevel opbygget noget mod til at lege ved bølgerne.

De hyggede sig længe med at hoppe ind og ud af bølgerne. Nogen var hurtigere end andre til at flytte sig og ja, Annemette endte våd.

Mokka er den sødeste, lille hund og i virkeligheden skulle Oskar have været med, for at hilse på hende, men han hyler omtrent hele vejen ud og hele vejen hjem. Det er sammenlagt fire timer med en hund i selvsving og det orkede vi ikke, så han blev hjemme hos Oline, hvor han hyggede sig med at ligge tæt med hende.

Luften var frisk og efter nogen tid, trængte vi vist alle til at få varmen igen.

Hjemme igen var det tid til en kop varmt og så gik der ikke lang tid, før vi igen måtte vende bilen og køre hjemad. I dag er jo arbejdsdag og måske nogen vil synes, at det er tosset at køre to timer ud og to timer hjem, kun for at være nogle timer i dejligt selskab i Vorupør, men så er det kun fordi, de ikke kender de mennesker, vi kender og måske aldrig har været i Vorupør. Vi investerede i det, der gør godt for sjælen. Den slags trækker gode renter og i lang tid :-)