18

Æblefristelser eller hvordan en lørdag kan ende i klatter og kanel

Æbler. Friske, syrlige æbler. Madæbler. De ligger og frister på køkkenbordet, da jeg endelig får taget mig sammen til at gøre andet end lave ingenting. Så laver jeg noget. Af æblerne.

Jeg deler i små stykker, søder lidt og finder en vanillestang, som jeg glemmer at komme i, inden jeg koger æblestykkerne til en grød, der kan bruges til små, gammeldags æblekager på bordet i aften, når vi skal slappe af med nem mad, som ikke kræver anden indsats end placering på bordet. Makroner og fløde har jeg. Det dur og det er de unge menneskers yndlingsdessert, så det gider jeg gerne lave.

Resterne af æblerne deler jeg helt fint i små, delikate tern. Jeg bruger dem i æbleklatter. Kanel og groft mel, havregryn og et par rosiner kommes i en skål sammen med æg, et nip salt og mælk, til jeg synes, at det er tilpas. Så steger jeg æbleklatterne.

Jeg finder frugten frem og forbereder lidt pære. Jeg skyller blommer og dadler. Jeg vender pandekagerne.

På fadet ligger de færdige klatkager og dufter forførende af kanel. Jeg bliver sulten. Det er der også andre, der gør. De fylder langsomt køkkenet.

De finder tallerkener. Bestikket tages frem fra skuffen. Så bliver der stille en tid, indtil en af dem spørger, om pandekagerne ikke snart er klar…

– og det er de heldigvis.

Da de har spist, rydder de bordet. Jeg slår mave. Jeg overvejer, om jeg ikke skal finde sofaen og en film. Efter nogle øjeblikke er alle spredt for alle vinde. Jeg er alene i køkkenet og nu er der ikke mere tvivl tilbage. Jeg skal ind i sofaen og nyde et par af de film, kun jeg gider se. Jeg er alene, så jeg kan gøre, som det passer mig. Jeg er heldig.

Du vil sikkert også kunne lide